Nyhed

Efter tre års stilhed: Roskilde-aktuel indieduo teaser ny musik

De britiske musikere har netop annonceret deres comeback og delte kort efter en bid af en uudgivet sang.

Wet Leg udgav deres selvbetitlede debutalbum i 2022 og har sidenhen holdt på musikken. Nu teaser den Roskilde-aktuelle indieduo for en ny single gennem et opslag på sociale medier.

Læs også: Albumanmeldelse: Wet Leg er charmerende og flabede indiedebutanter

På Instagram og X har musikerne delt to opslag, hvor det første indeholder kommentaren "Vi er så tilbage" og et link til deres hjemmeside. Kort efter offentliggjorde de en video med hashtagget "NewMusic," hvor Rhian Teasdale filmer sig selv, mens hun synger, hvad der tilsyneladende er Wet Legs kommende sang.


Artiklen fortsætter efter opslaget.


"Can you catch a medicine ball / Can you catch yourself when you fall / You should be careful, do you catch my drift / Cuz what I really want to know is can you catch these fists," synger hun på sangen, som fans gætter på bærer titlen "Catch".

Promoveringen fortsætter på bandets hjemmeside, der imiterer en 00'er-æstetik, hvor man kan skrive sig op til deres nyhedsbrev gennem den første fane, der dukker op, som hilser velkommen med ordene:

"Vær hilset, ensomme hjerte. Du har vandret langt, men nu er du hjemme. Træd ind i Moisturizer Valley – hvor huden aldrig sprækker, og kroppen aldrig visner. Tilmeld dig nu og lær at leve for evigt."


Læs også: Roskilde Festival tilføjer 27 navne til årets program

Debutalbummet Wet Leg modtog rosende ord fra GAFFAs anmelder, der uddelte fire ud af seks stjerner og skrev:

"Med blot en håndfuld singler i bagagen, flere tv-optrædener og en allerede overstået USA-turné i ryggen har hypemaskinen i den grad været i femte gear, når det kommer til den engelske indie-duo Wet Leg. Nu er der et fuldlængde-album ude, og heldigvis lever det rigtig fint op til den oppiskede stemning."

Det er endnu uvist, hvornår fans kan forvente, at den nye single lander på streamingplatformene.

Hør albummet her, mens du venter på ny lyd fra Wet Leg:

LÆS OGSÅ: Beabadoobee om at omfavne uperfektion: Jeg synes, der er skønhed i det

ANNONCE