Nyhed

Færiøske Eivør spiller dansk koncert i helt særligt selskab

Efter en femstjernet koncert på Train i Aarhus kan danske fans igen glæde sig til at opleve den kraftfulde sanger live.

Den færøske sanger Eivør vender tilbage til Danmark den 18. oktober, når hun indtager Poolen på Refshaleøen i København. Med sig har hun den islandske musiker Ásgeir samt sin søster Elinborg.

Læs også: Ugens albumanmeldelser - fra K-pop til country

"Jeg er utroligt begejstret for at skulle optræde sammen med min kære ven Ásgeir. Han er en af de mest talentfulde kunstnere i Norden, og jeg har altid været dybt berørt af hans musik. Og at have min utroligt dygtige søster Elinborg med på denne turné gør det endnu mere specielt," udtaler hun i en pressemeddelelse.


Ásgeir, der også har optrådt i Danmark flere gange, deler begejstringen og glæder sig til at vende tilbage:

"Jeg glæder mig virkelig til denne turné! Eivør og jeg er blevet gode venner gennem årene, og jeg har længe beundret hendes kunstneriske virke. At rejse sammen og spille på nogle af mine yndlingsspillesteder i Europa bliver en helt særlig oplevelse."

Læs også: 100%Wet smelter genrer sammen med følelsesladet hypergaze på ny single


Eivør er kendt for sin unikke blanding af folkemusik, elektroniske elementer og sin kraftfulde vokal. Hendes koncert på Train i Aarhus i 2024 fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev følgende om oplevelsen:

"Det var en stjerne i verdensklasse, der kom forbi dér. En kunstner, der allerede som helt ung var mildt sagt lovende og nærmest bare er blevet bedre og bedre med årene. Og som nok er blevet endnu større, når hun har overstået sin igangværende internationale turné. Næste gang er Train og Store Vega nok for små til Eivør. Men uanset hvor hun optræder, kan hun helt sikkert synge salen op."

Da Ásgeir spillede på Bremen Teater i oktober 2024, blev koncerten ligeledes anmeldt til fem stjerner. Her skrev GAFFAs anmelder:


"Hvad han manglede i teknisk/scenisk finesse, havde han til gengæld i udøvelsen. En udpræget sans for at fortælle og formidle. Stærkest stod han, når han bare betjente sig af mikrofonen og guitaren. Men også da han som ekstranummer spillede monsterhittet 'Going Home' med tilsat, forudprogrammerede beats, åd jeg hans formidling med hud og hår. Ásgeir kom, så og vandt publikums gunst."

I 2016 blev Elinborg kåret som Årets bedste live-akt ved Færøernes Musikpris, og hendes musik har siden fundet vej til et bredere publikum, blandt andet gennem Netflix-serien Ragnarok, hvor hendes single "Brimið" blev brugt. I 2022 udgav hun sin tredje ep, Vera, der udforsker nordiske lydlandskaber med melankolske synths og elektroniske beats. 

Billetsalget til koncerten i Poolen er allerede i gang. Du kan læse mere om billetter her.

LÆS OGSÅ: Dina Ögon - Hvis du ikke var til denne koncert, gik du glip af noget helt særligt

ANNONCE