Forestillingen præsenteres af teaterkompagniet Hotel Pro Forma og markerer afslutningen på truppens 40-årige kunstneriske virke.
Teaterkompagniet Hotel Pro Forma annoncerer forestillingen Axis Mundi, der bliver et nyt musikdramatisk og stedsspecifikt værk i storformat med to skuespillere, 22 performere og nykomponeret livemusik af Den Sorte Skole.
Læs også: Anmeldelse af Den Sorte Skoles teaterkoncert fra 2023
Fra den 26. maj til 3. juni får publikum mulighed for at opleve Hotel Pro Formas sidste ny-produktion i Store Vega i København. Forestillingen er skabt til rummet, hvor tilskuerne kommer til at opleve værket fra forskellige vinkler på Vegas balkoner.
Sidste år gik teaterkompagniets grundlægger, Kirsten Dehlholm, bort. Forinden havde hun og instruktør Marie Dahl konceptualiseret, udviklet og planlagt Axis Mundi, der nu bliver realiseret som en afslutning på Hotel Pro Formas 40-årige kunstneriske virke.
Dahl beskriver forestillingen således:
"Axis Mundi er en klassisk Hotel Pro Forma-forestilling og en forlængelse af Kirstens og mit nære samarbejde. Det er ærefuldt, at Kirsten altid har udtrykt stor tillid til at jeg kunne føre vores arbejde ud i livet, selvom hun ikke var i livet. Samtidigt er det selvfølgelig en sårbar og svær proces at skabe i sorg. Men jeg og hele Hotel Pro Formas hold finder det livgivende og fantastisk med Axis Mundi at fejre Kirsten som kunstner og ven."
Forestillingen bliver ledsaget af komponistduoen Den Sorte Skole, som optræder live på scenen. Duoen, bestående af Martin Højland og Simon Dokkedal, har blandt andet modtaget Kronprinsparrets Kulturpris i 2017 – en af Danmarks mest prestigefyldte anerkendelser.
Musikerne har tidligere flirtet med forskellige kunstarter, blandt andet med teaterkoncerten Natten i 2023, som modtog fem stjerner og stor ros fra GAFFA.
"Natten var meget tæt på at være en drøm," lød overskriften på anmeldelsen, der konkluderede: "Jeg blev helt irriteret, da der var pause. Det gjorde jeg, fordi det faktisk føltes præcis som at blive vækket fra en rigtig god drøm, da lyset blev tændt. Fem store stjerner herfra," forklarede anmelderen.
Billetter til Axis Mundi kan købes her.
LÆS OGSÅ: Ugens nye navn: Fra soveværelsesproduktioner til millionafspilninger