I kølvandet på Pixies' særdeles succesfulde reunion-tur udsender Frank Black først dobbelt-cd og senere yderligere et album
Frank Blacks solokarriere efter Pixies har langtfra været en forblommet succesroman. Til gengæld har der ikke været et øje tørt efter Black, Kim Deal & co. støvede de gamle hits af og tog på landevejen med Pixies' greatest-materiale.
Opildnet af succesen har Black valgt at smede, mens jernet er varmt. Fra pulterkammerets gemakker har han fremtryllet gammelt materiale, som danner basis for cd 1 på et nyt dobbeltalbum.
Albummet udkommer 12. oktober under titlen "Frank Black Francis" og indeholder demoer fra sangskriveren fra før tiden med Pixies.
Cd2 indeholder nye alternative indspilninger af mere end et dusin Pixies-sange i samarbejde med Two Pale Boys' Andy Diagram og Keith Moline. Blandt titlerne kan nævnes "Cactus," "Into The White," "Monkey Gone To Heaven," "The Holiday Song" og "Caribou."
Til næste år planlægger selskabet spinART at udgive "Honeycomb". Et album, som Black har indspillet i Nashville med en række prominente session-musikere. Et album udelukkende bestående af nye numre.