Nyhed

Peter Belli fejrer 40-års jubilæum med nyt album

Gasolin', Love Shop, TV-2 m.fl. fortolkes på det Cash-inspirerede "Når Timerne Bli'r Små"-album

Det er i år 40 år siden, Peter Belli debuterede med singlen "Move On". Jubilæet fejres blandt andet med udsendelsen af det kommende album "Når Timerne Bli'r Små", der er i handlen fra den 23. februar.

Albummet er inspireret af Johnny Cashs udgivelser i "American Recordings"-serien, og på albummet finder man Belli fortolke danske kunstnere som Gasolin, Love Shop, Anne Linnet, TV-2, Gnags og Poul Dissing. Ligesom på Cash-udgivelserne er der blevet skåret ind til benet for at få fortolkeren Belli frem.

GAFFA.dk fik tidligere på dagen en snak med den 60-årige Belli.


Hvem fik idéen til "Når Timerne Bli’r Små"?
- Det var Poul Martin Bonde (der også producerer, red.), han ringede og sagde, at han havde en opskrift, jeg skulle prøve. Så jeg gik ned og købte Johnny Cash-pladerne og faldt for den store sjæl og den varme, de bød på.

"Når Timerne Bli’r Små" blev indspillet på en lille uge tilbage i november måned. Det måtte vel vække nogle minder fra dine tidlige dage, hvor det var en nødvendighed at kunne rubbe neglene i studiet?
- Dengang skulle man kunne skynde sig, og man skulle passe på med at trække i snoren på toilettet, for så kom det med på optagelserne. Denne gang var det tidsnød, da vi alle havde andre planer lige om hjørnet.

Hvordan foregik arbejdet med at udvælge de sange, du ville fortolke på det kommende album?
- Det var med en hård barberkniv, det startede med 100, så ned til 40, så ned til 20, og så endte vi op med 14. Der er kun 13 på albummet; den sidste passede ikke rigtigt ind, da vi syntes, det var en børnesang. Den får I at høre senere.


Var der nogle kriterier der skulle opfyldes, en bestemt stemning, en rød tråd?
- Ja, kærlighed og sjæl.

Var det et must, at sangene skulle være danske, for du har jo før haft stort held med at oversætte engelske tekster?

- Her var det, da det vigtigste var at være tro mod sangene.


Kunne man forestille sig, at der kom flere album i denne stil fra din side, hvis det bliver en succes, ligesom Johnny gjorde det til en serie?
- Hvis det bliver en succes, så kommer der en toer, men jeg klapper lige hesten og siger: "Tag det roligt, Peter." Jeg har lært at ikke at have for høje forventninger.

Meget Belli'sk
Din stærkeste force har altid været at synge med en indlevelse, som gjaldt det livet. Var der nogle af disse nye sange, der var svære at finde ind til livet af?
- De var alle sammen svære, da det ikke er mine sange, men de er alle blevet meget Belli’ske.

Det var et godt ord
- Det har mine musikere brugt om mig længe, og nu har jeg taget det til mig.

Sangen "At Se På Dig" er skrevet af din søn Michel, er det hans første sang?

- Han har skrevet mange sange før, man hans forældre ville gerne have, at han tog sig en uddannelse, inden han gik i gang med musikken. Han spillede den her for mig, og den måtte jeg have med, den er meget smuk. Jeg glæder mig til, at han selv går i gang med musikken, det kan ikke var så længe, da han blev færdiguddannet for otte dage siden.

Har nogle af ophavsmændene bag disse sange hørt dine nye versioner?
- Ikke endnu, men når pladen er færdig, så sender vi det ud til ophavsmændene med mange kærlige hilsner og tak fra mig

Sidste år turnerede du landet rundt i eget navn, indspillede "HitHouse Reunion"-albummet og tog det album rundt på landets spillesteder, du indspillede med Ivan Pedersen og Stephen Grabowski under titlen "Konger For En Aften", i november måned indspillede du det kommende album, og du har netop været i studiet med Baby Woodrose. Hvor f.. får du al den energi fra?
- Jeg har en god oplader derhjemme, og hvis man har kærlighed til arbejdet, så bliver man aldrig hjemme, uanset hvor stor snestormen er. Og så er det jo rart at man kan have så meget at lave, så sent i sin karriere.

Selvom alle dine projekter i bund og grund er rockmusik, så er de meget forskellige i udtryk og indpakning. Idéen om at lære en gammel cirkushest nye tricks er altid fascinerende, især hvis den er lærerig. Tror du nogensinde, du mister lysten til fornyelse?
- Nej. Jeg vil nødigt dø nysgerrig.

Tracklisten til "Når Timerne Bli'r Små" ser således ud, i parentes ses de oprindelige kunstnere:

"Bitter Sne" (Elisabeth)
"Den Dejligste Morgen" (Gnags)
"Den Eneste I Verden" (Malurt)
"Sidste Nummer" (Lise Cabble & Mette Mathiesen fra Miss B. Haven, ny sang)
"En Nat Bliver Det Sommer" (Love Shop)
"Du Er Ikke Alene" (Sebastian)
"Hvis Du Ser Min Kæreste" (Poul Krebs)
"Hele Verden Fra Forstanden" (TV-2)
"Masser Af Succes" (Gasolin')
"At Se På Dig" (Michel Belli, ny sang)
"Forårsdag" (Anne Linnet)
"Go' Nu Nat" (Povl Dissing & Benny Andersen)
"Om Lidt" (Kim Larsen)

ANNONCE