Nyhed

Keith Richards sur på svenske aviser

Stones-guitaristen har skrevet et brev til to svenske aviser, der gav dem dårlige anmeldelser forleden

Elvis Costello skulle engang have sagt, at det at skrive om musik er som at danse om arkitektur – det er en rigtig dum ting at have lyst til.

Noget kunne tyde på, at Rolling Stones-guitaristen Keith Richards er om ikke andet så i hvert fald delvist enig i den kommentar. I hvert fald har han sendt et åbent brev til de to svenske aviser Expressen og Aftonbladet, hvor han kræver, at de undskylder for de anmeldelser, de har trykt af koncerten med Stones på Ullevi Stadium 3. august.

I en pressemeddelelse skriver Keith Richards blandt andet, at han aldrig før har brokket sig over en dårlig anmeldelse, men at han denne gang må forsvare sig på vegne af de 56.000 koncertgængere, der havde en god oplevelse.


"Hvor vover I at nedgøre den oplevelse for dem – og for de hundredetusinde andre mennesker i Sverige, der ikke var i Ullevi og kun har jeres "anmeldelser" at gå efter".

Skribent på Aftonbladet Markus Larsson kunne dog ikke drømme om at undskylde for sin subjektive mening og mener i stedet, at det er Richards, der bør sige undskyld og fastholder, at bandet den aften på Ullevi Stadium spillede en middelmådig koncert.

ANNONCE