Nyhed

My Bloody Valentine gendannes måske

Kevin Shields siger, det bestemt er muligt, at gruppen vil lave en ny plade

Der kan næppe være tvivl om, at de to plader, My Bloody Valentine udgav i henholdsvis 1988 ("Isn't Anything") og 1991 ("Loveless") har inspireret rigtig mange indierockere med hang til støjende guitarer og gode melodier.

Men siden 1991 er der ikke kommet et album fra orkestret, der skiftede fra Creation Records til Island Records i 1992. Her indspillede de kun en sang ("Map Ref. 41N 93W"), der dukkede op på en hyldestplade til The Wire i 1995. Ifølge frontmand Kevin Shields blev gruppen senere droppet af selskabet efter af have formøblet omkring 6 millioner af selskabets penge.

Shields har dog medvirket i en række forskellige musikalske projekter blandt sammen med Primal Scream og bidrog med nogle solotracks til soundtracket til filmen "Lost In Translation".


Men i et interview med Magnet åbner Shields nu muligheden for et nyt My Bloody Valentine-album.

"Jeg føler, at jeg vil lave endnu en fantastisk plade. Vi vil 100 procent sikkert lave endnu en My Bloody Valentine-plade, med mindre vi dør eller sådan noget".

Shields forklarer, at grunden til, at bandet aldrig fik lavet en opfølger til "Loveless" var, fordi de ikke kunne, medmindre de var begejstrede omkring projektet. Og af en eller anden grund skete det ikke.


"Jeg ville have det rigtig dårligt med det, hvis vi ikke får lavet en plade mere. Det ville være, som om folk kun fik de første to kapitler, men den sidste del er den bedste del."

Shields har dog endnu ingen idé om, hvornår det nye pladeprojekt kommer i gang. Men nu er idéen da luftet, og så må vi jo bare håbe, at den så også bliver en realitet på et tidspunkt.

ANNONCE