Ikke overraskende har Weiland et par kommentarer til sin fyring fra Velvet Revolver
Velvet Revolver spillede sin sidste koncert med Scott Weiland i front 1. april, efter at han var blevet fyret af gruppens fire øvrige medlemmer.
Den tidligere Stone Temple Pilots-sanger er ikke kendt for at trække sig, når der er kontroverser i luften, så han har naturligvis sin egen version af historien, som han serverede for MTV i en email, stationen modtog i går.
Her kalder han det ironisk at være "blevet fyret" fra et band, han selv havde erklæret dødt til en koncert 20. marts. Han tager desuden æren for navngivningen af bandet, og refererer ironisk til Slash som "Guitar Hero".
Han hævder desuden, at der længe har været interne problemer i bandet, ikke mindst fordi alle på nær en har været til afvænning gentagne gange i bandets levetid.
"Personligt vælger jeg at se fremad mod fremtiden og optræde med en gruppe venner, jeg har kendt hele mit liv, folk, der altid har støttet mig. Dette taler også for min dedikation til min musik med mine bandkammerater i Stone Temple Pilots og til de fans, som jeg føler meget hellere vil se en gruppe musikere, der nyder at være sammen i modsætning til en gruppe misfornøjede individer, der engang kaldte dem selv en bande".
Weiland slutter af med at ønske bandet held og lykke og foreslå Sebastian Bach som sin arvtager, hvilket vi synes er en noget unødvendig tilsvining af en sanger, der hellere skulle bruge tiden på at gendanne Skid Row.