Nyhed

Morningside Records forbereder sig til 2009

Pladeselskabet barsler med nyt fra både debutanter og gamle kendinge

Morningside Records har tidligere stået bag udgivelser med Larsen And Furious Jane, I Am Bones, Under Byen og Oh No Ono, og nu er de ved at forberede sig på en række nye udgivelser, der skal på gaden i løbet af 2009.

Den første af slagsen er debutpladen fra københavnske Won't Lovers Revolt Now, der udsender en plade, som bærer eget navn 19. januar. Pladeselskabet selv er ikke meget for at beskrive det unge band, men vi gætter på, at fans af Larsen And Furious Jane vil kunne lide dem.

Der er lidt flere navne i spil, når det kommer til norske Frode Strømstad, der til marts udsender sit andet album under navnet I Was A King. På pladen får han nemlig hjælp af navne som Emil Nikolaisen (Serena Maneesh), Sufjan Stevens, Daniel Smith (Danielson) og Gary Olson (Ladybug Transistor), der alle kan høres på albummet "I Was A King", der udsendes 2. marts.


Sidste navn i denne omgang er Oh No Ono, der arbejder op en opfølger til debutalbummet "Yes" fra 2006. Den kommende plade har endnu ikke fået en titel, men der arbejdes lige nu på at finde en, og det forventes, at pladen vil blive udsendt til april.

ANNONCE