Gruppen optrådte til første udgave af showet og vender nu tilbage for at hjælpe med at fejre 15 års jubilæet for MTV EMA
MTV lancerede i 1994 første udgave af showet MTV Europe Music Awards, og dengang vandt Take That ikke bare prisen for Best Group til showet i Berlin, men de optrådte såmænd også. Derfor er det jo ganske passende, at de vender tilbage og hjælper MTV med at fejre 15. udgave af det stortanlagte prisuddelingsshow.
Take That udsender 1. december albummet "The Circus", men varmer ugen inden op med at udsende singlen "The Greatest", så det er dermed et særdeles aktuelt navn, der skal stå på scenen i Echo Arena i Liverpool.
Take That tilslutter sig blandt andet Beyoncé, P!nk, The Killers og Kid Rock, som alle har bekræftet, at de vil være at finde blandt de optrædende ved årets show, der bliver præsenteret af Katy Perry.
MTV EMA sendes live fra Liverpool 6. november.