Nyhed

Nyt fra Illdisposed

Dødsmetalbandet udsender nyt album sidst i august

Sidst på sommeren er Illdisposed klar med opfølgeren til sidste års The Prestige, som nåede op på en 44. plads på hitlisten og således beviste, at gruppen også har et publikum udenfor et snævert dødsmetalmiljø.

To Those Who Walk Behind Us bliver titlen på det nye udspil, som er bandets 11. og blandt andet kommer til at byde på synthesizer-elementer og et dansksproget nummer, "..Nu gik det lige så godt", i tillæg til gruppens vanlige, på en gang melodiske og hårdtslående dødsmetal.

 "Blot et år skulle der gå fra udgivelsen af The Prestige, til vi igen gik i studiet. Ikke at vi har haft travlt eller bare ville have et nyt album ud - sangene er simplethen bare væltet ud af hovedet på mig", fortæller Illdisposeds sangskriver og guitarist Jakob Batten og fortsætter:


"Seksten numre blev det til, fem blev droppet og de elleve bedste er havnet på det nye album. Vi brugte seks uger på indspilningerne, hvor vi kom og gik, som vi havde lyst. Herefter tog Bo (Sommer, forsanger, red.) og jeg til Göteborg for at mikse sammen med Fredrik Nordström. Svenskere har en meget større forståelse for vores indgangsvinkel til alkohol end de danske teknikere. Ihvertfald de første par timer. Anyway, resultatet er bedre, end vi kunne ønske os - og de få personer, som allerede har hørt pladen er enige om, at det er en af vores bedste nogensinde".

To Those Who Walk Behind Us er på gaden 31. august - i første omgang i et begrænset oplag i digipak med bonusnumre og i en boks der indeholder en T-shirt, autografer og en nøglering. Se detaljer og turnéplan på gruppens hjemmeside.


 

ANNONCE