Nyhed

Lamb Of God kommer til København

Metalbandet, der varmede op for Metallica i juli måned, vender nu tilbage til Danmark

Da Metallica tidligere på året spillede fem koncerter i Forum, blev der leveret kompetent opvarmning af Mastodon og Lamb Of God, og nu vender sidstnævnte band tilbage til København for at give endnu en koncert. Denne gang bliver Forum dog byttet ud med Store Vega, der lægger lokaler til koncerten 4. marts.

Virginia-bandet udsendte i begyndelsen af året deres sjette album "Wrath", der samtidig blev bandets store gennembrud i hjemlandet. Vejen blev banet med albummet "Sacrament" fra 2006, der siden udgivelsen har solgt mere end 270.000 eksemplarer i hjemlandet og nåede op på en ottendeplads på albumhitlisten. "Wrath" har på et halvt år solgt næsten lige så meget, og debuterede på en imponerende andenplads på Billboards albumhitliste, der har været med til at slå deres plads i metallens superliga fast.

Lamb Of God får til koncerten i København selskab af dødsmetal-bandet "Job For A Cowboy", og begge grupper kan opleves i Store Vega 4. marts 2010.

Billetsalget til koncerten i Vega starter på torsdag 17. september klokken 10:00, og billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE