Bandet dukker op og hjælper til i et afsnit af Extreme Makeover: Home Edition
I denne uge kan man på amerikansk tv se en særlig udgave af programmet "Extreme Makeover: Home Edition", hvor værten Ty Pennington får hjælp af bandet KISS. Her kan man både se bandet optræde live samt donere penge og instrumenter til en amerikansk musikskole.
Bandet har involveret sig i reality-programmet, fordi Pennington skulle hjælpe parret Tobin og Jill Wagstaff, der udover at være store KISS-fans også driver non-profit musikskolen Studio Percussion, Inc., der har omkring 200 elever. De fleste af eleverne får deres undervisning helt eller delvist betalt af staten, og det er kun Tobin Wagstaff, der får løn.
Så Wagstaff-familien, der også inkluderer fire børn, er presset økonomisk, og da de bruger al deres tid på musikskolen, og Jill Wagstaff har et andet job for at kunne betale regningerne, så har deres hus set bedre dage. Derfor er de blevet udvalgt til at få deres hus fikset, og ved samme lejlighed fik de en tur til Tulsa, Oklahoma for at se KISS give koncert.
Dagen efter mødtes de med bandet på en musikskole i Tulsa, og på vegne af musikfirmaet Gibson og organisationen Mr. Holland's Opus Foundation kunne KISS overrække instrumenter for $100.000 til skolen samt Wagstaffs skole i Gainesville, Florida.
"Extreme Makeover: Home Edition" vises på ABC søndag 21. februar.