De fem originale medlemmer udsender nu i fællesskab albummet "Progress" til november
Det er femten år siden de fem originale medlemmer af Take That udsendte deres tredje album "Nobody Else", der er seneste udgivelse fra den version af gruppen, som inkluderede Robbie Williams. Men efter utallige rygter, historier og gisninger er Robbie nu tilbage, og sammen med Mark, Jason, Howard og Gary kan han udsende albummet "Progress" 22. november.
Første single hedder "The Flood" og udkommer digitalt den 14. november, men den vil allerede få premiere på britisk radio 8. oktober. Den er ligesom resten af albummet produceret af Madonna-produceren Stuart Price, men derudover er det faktisk forbløffende få detaljer, der er sluppet ud om det kommende album.
Man behøver dog ikke vente ret længe for at opleve Robbie Williams genforenet med Gary Barlow. De to har nemlig i fællesskab indspillet sangen "Shame", der udsendes 4. oktober. Sangen kan også findes på Williams' kommende opsamlingsalbum "In And Out Of Consciousness: The Greatest Hits 1990–2010", der udkommer 11. oktober.
Genforeningen af Take That forventes også at føre en verdensturné med sig, der vil starte i 2011 og løbe cirka et år frem i tiden.