Nyhed

The Streets til Northside Festival

Den engelske rapper giver til juni sin første koncert i Århus

Mike Skinner kom i weekenden til at afsløre, at hans optræden til DR's Danmarks Indsamling 2011-show ikke bliver hans eneste besøg i Danmark i år, og nu kan Northside Festival bekræfte, at det er dem, der har den engelske rapper på programmet til juni.

Rapperen har udtalt, at The Streets-navnet skal pensioneres efter udgivelsen af "Computers And Blues", men at der dog først skal spilles en række koncerter. Derfor kan sommerens danske koncert meget vel blive en af de sidste muligheder for at opleve Mike Skinner optræde med hits som "When You Wasn't Famous", "Dry Your Eyes", "Let's Push Things Forward" og "Fit But You Know It".

Det femte album med The Streets udkommer mandag 7. februar, og det bliver dermed sidste kapitel i en udgivelseshistorie, som startede ti år tidligere med singlen "Has It Come to This?". Men inden der skal drikkes gravøl, kan man altså skåle med en sprællevende Mike Skinner, når han går på scenen i Ådalen ved Århus til Northside Festival.


Festivalen afvikles i dagene 11.-12. juni, og indtil videre udgør Band Of Horses, Thomas Dybdahl, De Eneste To, The Floor Is Made Of Lava, Tina Dickow, Turboweekend og nu også The Streets festivalprogrammet, men der er mange flere internationale samt danske navne på vej.

Forsalget til årets festival er i gang, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE