Nyhed

Cat Power udgiver velgørenhedssingle

Sydstatssangerinden aktuel med genindspilning af 1996-sang og ny video

39-årige Chan Marshall - alias Cat Power - debuterede med "Dear Sir" tilbage i '95 og har siden skabt sig et navn i kraft af sin stærke stemme, sit rudimentære guitarspil og sine indimellem temmeligt tilbagelænede koncerter, som hun selv har tilskrevet periodisk alkoholmisbrug. I 2006 aflyste hun hele den planlagte turné i kølvandet på albummet "The Greatest", og var efterfølgende kortvarigt indlagt på en psykiatrisk afdeling. Sidst, hun var pladeaktuel, var med coverpladen "Jukebox" i 2008, og i dag har Marshall tilsyneladende selv overskud til at hjælpe andre.
 
I hvert fald har hun netop re-arrangeret og genindspillet sangen "King Rides By" fra sin tredje plade "What Would the Community Think" (1996) og forsynet den med en ny video, hvori den fillipinske bokser Manny Pacquiao er den centrale figur. Alt overskud fra salget af den digitale single går til paraplyorganisationen Festival of Children Foundation, som repræsenterer 400 organisationer, der på forskellig vis hjælper børn. Også Ali Forney Center i New York, som hjælper hjemløse unge, får del i overskuddet.
 
Midt i december meddelte Marshall på Twitter, at hun næsten er færdig med sit kommende album, som efter planen udkommer midt i det kommende år.

ANNONCE