Vi har fanget Anthony Gonzalez midt i julehyggen for at høre lidt om hans besøg på Vega til februar
Den 23. februar lægger franske M83 vejen forbi Vega i København i forbindelse med sin verdensturné i kølvandet på sit nyligt udsendte dobbeltalbum, det meget velanmeldte "Hurry Up, We're Dreaming!", som er M83's sjette album. Udgivelsen blev blandt andet kåret til årets bedste album af amerikanske Filter Magazine og årets tredjebedste album af Pitchfork, der samtidig unævnte singlen "Midnight City" til årets sang.
M83 består af Anthony Gonzalez, der har kørt gruppen som et soloprojekt, efter at Nicolas Fromageau stoppede i 2004. Musikken er sofistikeret pop med tydelig inspiration fra især 80'erne og med udstrakt brug af analoge synthesizere og småstøjende guitarer.
GAFFA ringede til Anthony Gonzalez, der nu er bosat i Los Angeles, midt i julehyggen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente os.
Hej, Anthony, hvor er du?
– Jeg er i Sydfrankrig, mellem Nice og Cannes, hvor jeg fejrer jul med mine forældre. Jeg flyver tilbage til Los Angeles lige efter jul.
Du har lige afsluttet en amerikansk turné. Hvordan er den gået?
– Den er gået fantastisk. Vi har spillet på nogle utroligt flotte steder, og publikum var været virkelig positive.
Hvad kan vi forvente af koncerten i København?
– Den bliver ret intens. Vi bliver fire personer på scenen, blandt andre sangerinden Morgan Kibby (mangeårig samarbejdspartner, red.). Hun er som en søster for mig. Det bliver et ret kort sæt, cirka 75 minutter, med både nye og gamle sange. men det bliver som sagt intenst og ret storladent, eklektisk og episk. Der bliver også masser af fedt lys og god lyd, for vi har en rigtig god lydmand med.
Hvad gør du, lige inden du går på scenen?
– Jeg ryger crack og dyrker yoga. Nej, jeg joker. Jeg sørger bare for at varme min stemme op, strækker ud og drikker et enkelt glas whisky.
Hvad står der på din forplejningsliste?
– Haribo-slik (udtales på klingende fransk – Anthony Gonzalez taler ellers glimrende engelsk, red.). Vi er ret sukkerglade i bandet.
Hvad hører I i turbussen?
– Meget blandet, men for tiden meget americana og amerikansk folk. Neil Young for eksempel. Og lidt mere poppet musik som Fleetwood Mac.
Elsker julen
Din single "Midnight City" er blevet remixet af Trentemøller. Hvordan kom du i kontakt med ham?
– Jeg sendte ham bare en mail og spurgte, og han svarede heldigvis ja, og det er jeg meget beæret over, for jeg er stor fan af ham. Jeg synes, han har lavet noget fantastisk musik selv og nogle fremragende remixes. Jeg har dog endnu ikke mødt ham, men det håber jeg at få lejlighed til, når jeg kommer til Danmark, hvis han ikke selv er ude at spille. Han er i hvert fald meget velkommen til min koncert.
Jeg har lige et par julespørgsmål her på falderebet, nu hvor det meget snart er jul. Hvordan fejrer du jul?
– Jeg tilbringer den sammen med mine forældre og noget andet familie i Sydfrankrig. Jeg elsker julen, for jeg er et rigtigt familiemenneske. Vi går i kirke, men jeg er nu ikke troende, og det er min familie heller ikke. Men vi går i kirke for traditionens skyld. Og spiser god mad.
Hvad er din yndlingsjulesang?
– Jeg ved ikke, om jeg har en yndlingsjulesang, men jeg kan godt lide mange ældre julesange, for eksempel dem, The Rat Pack, altså Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis, Jr. har indspillet.
Tak for snakken og rigtig glædelig jul og godt nytår.
Tak i lige måde.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
Billetsalget til koncerten på Vega 23. februar er i fuld gang via GAFFA Live.
M83's musikvideo til singlen "Midnight City":