Nyhed

Chase & Status: Vi elsker at blande genrerne

GAFFA fangede den engelske duo kort før årets koncert på Roskilde Festival

Torsdag aften spillede den engelske drum'n'bass- og dubstep-duo Chase & Status for et propfyldt Cosmopol-telt på Roskilde Festival. Chase & Status havde lokket så mange gæster til, at koncerten kortvarigt måtte afbrydes, og folk blev bedt om at gå lidt tilbage. Efter en mindre pause kunne koncerten dog genoptages uden problemer.

Chase & Status debuterede tilbage i 2003 med den dobbelte A-side-single "Like This / "Blindside". Herefter fulgte en hel stribe singler, inden de fik noget af et gennembrud i hjemlandet 2007 med den dobbelte A-side-single "Hurt You" / "Sell Me Your Soul", der blandt andet toppede den britiske dance-chart. I 2008 udgav de debutalbummet "More Than Alot", og i begyndelsen af 2011 fulgte de det op med albummet "No More Idols".

Begge album, især det sidste, byder på gæsteoptrædener fra en lang række vidt forskellige kunstnere, blandt andre Plan B, Dizzee Rascal, White Lies og den endnu knap så kendte Liam Bailey, der medvirker på hitsinglen "Blind Faith", som blandt andet har været Ugens Uundgåelige på P3.


Chase & Status har også arbejdet som producere og remixere og har blandt andet produceret for Rihanna og Alexandra Burke og remixet navne som Jay-Z, The Prodigy og Nneka.

Kort inden koncerten på Roskilde fangede GAFFA duoen alias Saul "Chase" Milton og Will "Status" Kennard backstage til en snak om at spille live og deres mange og vidt forskellige  samarbejdspartnere.

På jeres plader arbejder sammen I med en lang række forskellige gæster. På jeres nyeste album er det fra rapperen Dizzee Rascal over soulsangerne Plan B og Cee-Lo Green til et rockband som White Lies. Er det bevidst, I forsøger at blande genrerne så meget?


Saul: – Vi har altid kunnet lide mange forskellige genrer. Det stammer helt tilbage fra, da vi var dj's, hvor vi også var vant til at sammensætte mange forskellige genrer til en helhed. Det er det samme, vi prøver at gøre på vores albums.

Will: – Og vi arbejder kun sammen med folk, hvis musik vi elsker, uanset genre. Vi er vilde med både Dizzee Rascal og White Lies, og derfor er de begge med på vores plader.


Hvordan arbejder I sammen med jeres gæster? Starter I med nogle grundspor, som I så sender til dem, eller?

Will: – Det er meget forskelligt, alt efter hvem det drejer sig om. Med White Lies skrev vi nogle idéer, sendte dem til dem, så skrev de noget og sendte tilbage, og så mødtes vi i studiet for at indspille det. Dizzee Rascal ringede bare og spurgte, om vi ikke skulle gå i studiet, og det gjorde vi så og skabte noget nyt på stedet.

 

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion og se Chase & Status på GAFFA TV via linket nedenfor.

ANNONCE