Nyhed

Brian Jones ville være fyldt 70 i dag

Den stiftende Rolling Stone kunne i dag have rundet de 70, men døde en alt for tidlig død og blev medlem af en frygtet klub

Brian Jones ville i dag være fyldt 70 år. Men det stiftende medlem af Rolling Stones døde i en drukneulykke i sin swimmingpool i 1969 i en alder af blot 27 år. Dermed indskrev han sig i den lidet eftertragtede klub 27 Club.

Brian Jones var ifølge guitaristen i Rolling Stones, Keith Richards, den drivkraft, der i starten skubbede bandet fremad, med store ambitioner for gruppen. Han skrev sangene, han rekrutterede medlemmerne og han skaffede spillejobsene. Han spillede både guitar, mundharmonika, sitar og marimba. Han nåede at medvirke på bandets første otte album.

Jones' rolle i bandet blev langsomt mindre og mindre i takt med et tiltagende stofmisbrug og takt med at Keith Richards og Mick Jagger manifesterede sig som udmærket sangskriverpar. Desuden var Jones flere gange blevet anholdt og fængslet på grund af besiddelse af stoffer. Det kulminerede i juni 1969 da bandet bad Jones om at forlade Rolling Stones, op til en USA-turné. 


Jones forlod bandet og isolerede sig i nogen tid i sit hjem. Men en lille måned efter han havde forladt gruppen blev han fundet død i sin egen swimmingpool. Der er den dag i dag spekulationer om dødsårsagen og dødsfaldets omstændigheder. Jones blev et af de kendteste medlemmer af den morbide 27 Club, der indeholder store musikere, der er afgået ved døden som 27-årige. I klubben finder man også ikoner som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobain. Senest var det den engelske sangerinde Amy Winehouse, der fik medlemskab.

I 2005 udkom filmen "Stoned", der omhandler Brian Jones og hans rolle i Rolling Stones.

Ud over sin medvirken i Rolling Stones bidrog han også på numre for Jimi Hendrix og The Beatles.


ANNONCE