Den unge rapper stopper med at lave musik ifølge sin Twitter-profil
Den unge dansk-skotske rapper Nicholas Westwood, bedre kendt som Kidd, har været et af sidste års mest omtalte nye danske navne, kendt for store YouTube-hits som "Kysset Med Jamel", "Gøre Sin Ting", "Ik' Lavet Penge" og debut-ep'en "Greatest Hits". Han var nomineret til to GAFFA-Priser, som han dog ikke vandt – om end Kato videregav sin pris som "Årets nye danske navn" til Kidd – men nu meddeler han overraskende, at han stopper sin musikkarriere.
"Ja, det passer, Kidd trækker sig fra musikken," skrev han i går aftes med versaler på sin Twitter-profil.
Hvad dette indebærer, eller om der bare er tale om mediestunt, melder historien dog ikke noget om, men skulle han skifte mening, vil det mildt sagt ikke være første gang i musik- eller raphistorien, hvor eksempelvis Jay-Z tilbage i 2003 lancerede en meget kort pensionisttilværelse. GAFFA har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kidd, og vi har heller ikke kunnet få en udtalelse fra hans booker, som har arrangeret to koncerter på henholdsvis Vega i København og Train i Aarhus 12. og 20. april, men billetsalget til disse er i skrivende stund stadig i gang.
GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr tildelte Kidds debut-ep tre stjerner og skrev blandt andet:
"Man kommer ikke uden om, at der er masser af energi, punch og fightervilje i knægten, og det er nok også det, der har fanget såvel fans som branche. Men derfra og til at sige, at dette album er noget vildt og banebrydende – der må undertegnede indrømme, at der er lidt langt."
Se Kidd gøre sin ting, som han måske ikke gør længere, nedenfor.
Opdatering per fredag middag 6. januar:
GAFFA har nu fået fat på Kidds nære ven og samarbejdspartner Topgunn, som siger, at han ikke vil udtale sig, men at der vil komme en officiel udtalelse fra Kidd-lejren inden længe. Samme melding kommer fra Kidds booker Offbeat, der i øvrigt heller ikke har kunnet få Kidd i tale.