Bandets fyrre år gamle tunge-rækning har fået et twist
I år fejrer The Rolling Stones halvtreds år i branchen, og mens spekulationerne om en mulig turné fortsætter, har gruppen just lanceret en ny udgave af deres velkendte logo med munden og tungen. Det blev oprindeligt designet i forbindelse med albummet "Sticky Fingers" fra '71, fordi Jagger angiveligt var utilfreds ved gruppens hidtidige artwork. Manden bag den ikoniske tunge, som dengang var studerende på Londons Royal College of Art, har siden udtalt om sit værk:
"Konceptet bag designet var at repræsentere bandets anti-autoritære attitude, Micks mund og de oplagte seksuelle konnotationer. Jeg designede det på en måde så det var nemt at reproducere og i en stil som jeg mente kunne tåle tidens tand". Det sidste må man sige, har været tilfældet; det er dog ikke John Parsche, men derimod kunstneren Shepard Fairey, som har stået for det nye design.
Tvivlsomt jubilæum
At det meget omtalte jubilæum er lidt af en tilsnigelse har Jagger i øvrigt selv været inde på i et interview med Rolling Stone: "Når jeg tænker over det, er der en del af mig der siger: "vi snyder", for det er ikke samme band - stadig samme navn, men det er kun Keith og jeg som er de samme folk, tror jeg. Jeg har (uden held, red.) prøvet at finde ud af, hvornår Charlies første koncert med os var. Men det er en forbløffende præstation. Det er fantastisk, og jeg er meget stolt af det".
Mens vi venter på nyt om en kommende turné, kan man eventuelt nyde næste uges udgivelse af "Muddy Waters & The Rolling Stones - Live at the Checkerboard Lounge" samt livepladen "Live in Paris" med The A, B, C and D of Boogie Woogie. Det er, hvis nogen skulle være i tvivl, trommeslager Charlie Watts sideprojekt, og pladen indeholder blandt andet en udgave af "(Get Your Kicks on) Route 66" som også figurerede på The Rolling Stones debutalbum fra 1964.