Bostonbandet indtager Falconer Salen i november
De gik i opløsning tilbage i '93, vendte tilbage i 2004, hvor de også gav koncert på Roskilde Festival - og nu har de så annonceret ny single, forestående album og en turné, som bringer Black Francis og de andre til Falconer Salen på Frederiksberg den 13. november.
Det bliver dog uden bassisten Kim Deal, som meddelte sin afgang for et par måneder siden, og nu er erstattet af Kim Shattuck. Black Francis udtaler i forbindelse med den kommende turné:
- Ud over alles favoritter, vil vi spille sange, som vi ikke har spillet i en evighhed, eller aldrig spillet live før. Sange som "Brick is Red", "Havalina", "Tony's Theme" og "Sad Punk". Vi må have øvet nogle-og-firs sange, så vi vil være i stand til at ændre sætlisten i sidste øjeblik, hvis vi har lyst. Vi glæder os alle sammen til denne her turné.
Pixies fuldlængde-debuterede med albummet "Surfer Rosa" i 1988 og fulgte undergrundssuccesen op med "Doolittle" året efter. Billetter til efterårets danske koncert koster 320 kroner (eksklusive gebyr) og billetsalget er i gang via Billetlugen.dk.