Nyhed

Dansk Bowiebog i udvidet udgave

Den rutinerede rockjournalist Jan Poulsens seks år gamle biografi genudgives i ajourført version

Det har ikke skortet på den fornyede opmærksomhed omkring den enigmatiske, britiske rocklegende David Bowie, efter han for få uger siden udgav comebackalbummet "The Next Day" med masser af rosende anmeldelser til følge. Selv har Bowie alle dage holdt kortene tæt ind til kroppen, og har således heller ikke givet interviews i forbindelse med udgivelsen af sit første album i ti år.

Til gengæld kan danske fans nu nyde en ny og udvidet udgave af den rutinerede rockjournalist Jan Poulsens biografi "Station to Station", som oprindeligt udkom i 2006 og har været ude af handlen nogle år. I mellemtiden har Poulsen blandt andet udgivet en glimrende biografi om Eik Skaløe, men har altså langtfra sluppet "The Thin White Duke", om hvem han udtaler i forbindelse med genudgivelsen:

"Det har især været spændende at se nærmere på Bowies betydning i de senere års kultur, ikke mindst den danske, for som lidt af et paradoks har han nærmest været mere nærværende og til stede i sine fraværende år, end han var, før han blev nødt til at trække stikket i 2004. Det er der mange – og mange skæve – eksempler på og ikke bare i musikkens verden, men også i litteraturen og billedkunsten."


Den nye udgave af den syv år gamle bog er blevet forsynet med ny undertitel, ligesom selve hovedteksten er blevet udvidet markant. Hertil kommer nye illustrationer, udvidet værkliste samt et nyt portræt af Bowie lavet af den velanskrevne danske musiker Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. "Station to Station - Mod den næste dag" udkommer på forlaget Gyldendal den 17. maj og folder sig i den nye udgave ud over 408 sider. Den vil naturligvis blive anmeldt her på GAFFA.dk.

ANNONCE