Nyhed

Hør Klumbens nye single

Dancehall-stjernen er klar med første single fra sit kommende andet album

Dancehall-kunstneren Christian Andersen, bedre kendt som Klumben, fik sidste år et solidt gennembrud med debutalbummet "Fra Klumben til Pladen" og ikke mindst storhittet "Faxe Kondi", sidstnævnte indspillet med Raske Penge. Sangen vandt prisen som "Årets danske hit" ved både GAFFA-Prisen, Steppeulven, P3 Guld og Zulu Awards, mens albummet vandt priser ved GAFFA-Prisen og Danish Dee Jay Awards. Nu er Klumben så klar med første udspil fra sit kommende andet album, i form af singlen "Mit Hjerte". Albummet udkommer til efteråret.

Hvor Klumben tidligere har samarbejdet med navne som TopGunn og Raske Penge, bliver vi på den nye single præsenteret for, hvordan det lyder, når han selv står for alt fra sangskrivning til produktion.
 
"Mit Hjerte" har mere end nogle af Klumbens tidligere værker rødder i genrens hjemstavn Jamaica. Baseret på et nummer af den lokale dancehall-artist Wayne Marshall har Klumben efter ægte Jamaica-tradition arbejdet videre på sangen og gjort den til sin egen. Marshall har tilmed givet sin velsignelse og indspillede sit eget lille bidrag til nummeret i form af et gebrokkent "Du fucker med mit hjerte...", da de to mødtes i Red Bull-studiet i København, ligesom han valgte at hive Klumben med på scenen, da han for nylig gav koncert i København.
 
"Mit Hjerte" udkommer på Cheff Records via Art People den 27. maj, men du kan allerede nu høre sangen på Spotify nedenfor.


ANNONCE