Det succesfulde band giver danskerne mulighed for at forfatte en ny tekst til deres gamle hit "Superliga". Uwe Max Jensen tager tråden op.
Nephew har i samarbejde med Smag på P3 arrangeret en ny konkurrence, hvor de vil have folk til at skrive en ny tekst til deres 2004-hit "Superliga", som nu skal genskrives og genindspilles anno 2013.
Simon Kvamm og co. kommer i Smag-studiet fredag den 15. november mellem kl. 12-14, hvor de får overrakt forslagene og derefter udvælger vinderne. Der bliver i alt udtrukket otte vindere, som ud over at kunne kalde sig tekstforfattere for Nephew hver modtager et Nephew-bokssæt. Når vinderne er fundet, indspiller Nephew-drengene den nye "Superliga 2.0", som Simon Kvamm senere på ugen vil synge live i Smag-studiet.
Allerede nu er der begyndt at rulle forskellige tekstforslag ind, og emnerne favner bredt. På bloggen Den Frie har den kontroversielle debattør Uwe Max Jensen allerede for et par uger siden skrevet sit bidrag, der blandt andet indeholder linjerne "Multikultur er hot / Religionskritik er not / Simon Kvamm er fej / Lars Hedegaard er sej / Og I er ytringsfrihed / i en fucked up world". Hans version af "Superliga 2.0" tager udgangspunkt i ytringsfrihed og er efterfølgende blevet indspillet af Hans Erling Jensen – med en noget anderledes melodi – som du kan høre herunder.
"Superliga" udkom som en del af Nephew-albummet "USADSB", som var nummer to af bandets indtil videre alt fem album. For et år siden udkom deres seneste album "Hjertestarter", som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Pedersen under overskriften: "Solid, men mindre fængende."