Den albumaktuelle sanger og sangskriver fortæller om sine sym- og antipatier
I dag udgiver Nikolaj Nørlund sit syvende dansksprogede soloalbum, "Det Naturlige", som GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildeler fire stjerner under overskriften "Dansk rocks lyrikelsker kæler ekstra for ordene".
I den anledning har vi bedt Nørlund om at nævne tre ting, som han hader og elsker:
Hader:
1. Lister. Shit, jeg er træt af lister over dit og fucking dat. Det er så rystende uinteressant. Lad os nu tale indhold i stedet. Og sammenhæng.
2. At Socialdemokraterne i Folketinget ikke vil give Socialdemokraterne i Københavns Kommune lov til at gennemføre forsøg med legaliseret hash. Kom nu, det er den eneste måde at afvæbne gangsterne på. Det er ikke for sjov det her, vi lever midt i det.
3. Udtrykket "politisk korrekt". Altså, det kan enhver jo komme og sige om hvad som helst. Og hvad så?
Elsker:
1. Lars von Trier. Det har været en fascinerende fornøjelse at følge hans mærkelige veje, lige fra The Element of Crime (som faktisk er lidt undervurderet, han burde lave noget noir igen snart). Suverænt den vigtigste danske kunstner i de sidste 50 år. Og en slags provinsiel stolthed kan jeg heller ikke sige mig fri for at føle.
2. Dansk vejr. Det er dynamikken, der er afgørende. Tænk, hvis vi ikke skulle have lov til at opleve den første forårsdag, som vi gør, og det ville vi jo ikke, hvis vi ikke havde været igennem lige præcis den vinter. Det er et privilegium. Elsk det.
3. Kål. Jeg har mest været på spidskål, men savoykål er jo også helt vildt. For nylig er jeg blevet introduceret til stuvet hvidkål – den sønderjyske stil – og det var forrygende. Blomkål foretrækker jeg som suppe. For 300 år siden levede alle af kål i Danmark. Det kan jeg godt forstå.
Hør "Mønsterbryder" fra det nye album "Det Naturlige":