Samtidig udtaler Mick Jagger sig om sin kærestes tragiske selvmord
Rolling Stones har nu udskudt hele deres australske turné, efter at Mick Jaggers kæreste, designeren og den tidligere model L'Wren Scott blev fundet død i sin lejlighed i Manhattan mandag. Scott begik selvmord ved hængning, skriver The Daily Mail. Ifølge en række medier blev Scott 49 år, mens flere andre medier skriver, at hun kun blev 47 år.
Den udskudte turné indbefatter syv koncerter i Australien og New Zealand i dagene 19. marts-7. april. Gruppen skriver på Facebook, at bandet snarest vil offentliggøre nye koncertdatoer, og at folk skal beholde deres billetter.
Samtidig har Mick Jagger nu officielt udtalt sig om sin kærestes tragiske død. På Facebook skriver han:
"Jeg kæmper stadig med at forstå, hvordan min elskede og bedste ven kunne afslutte sit liv på denne tragiske måde. Vi tilbragte mange fantastiske år sammen og havde et pragtfuldt liv. Hun var altid nærværende, og hendes talent var dybt beundret, ikke mindst af mig. Jeg er rørt over alle de hyldester, folk er kommet med til hende og over de støttemeddelelser, jeg har fået. Jeg vil aldrig glemme hende."
Ifølge tv-stationen Channel Nine, citeret af BT, er Mick Jagger nu tilbage i New York City.
Ifølge The Daily Mail led Scott af en depression, og for seks uger siden var hun angiveligt blevet behandlet for at skære i sig selv. Ifølge avisen skyldte hun over seks millioner dollar væk og havde økonomiske problemer i sin virksomhed. Ifølge avisen nægtede hun at tage imod penge fra Mick Jagger, der ellers, ifølge Forbes Magazine, er god for knap halvanden milliard kroner.
Rolling Stones vil ifølge BT spille på årets Roskilde Festival. Dette vil festivalen dog hverken be- eller afkræfte.