Forrige uges rygte var rigtigt nok – Jagger & Co. indtager Orange Scene
I forrige uge kunne BT fortælle, at Rolling Stones ville komme til årets Roskilde Festival. Dengang ville Roskilde hverken be- eller afkræfte nyheden, men nu har festivalen netop bekræftet, at den er god nok. Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts spiller på festivalen torsdag den 3. juli, i øvrigt samme dag som Outkast.
Sidste år kunne Rolling Stones fejre deres 50-års jubilæum.
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:
"Vi blev overhalet af rygtebørsen i forrige uge, da en avis satte ord på et rygte, som havde ulmet på internettet gennem nogle uger. Siden da har vores telefonlinjer nærmest været blokeret af håbefulde fans, der slet ikke kan vente på en bekræftelse på, om rygtet virkelig er sandt. Nu har vi netop fået de nødvendige underskrifter på plads, så der er ingen grund til at holde på hemmeligheden længere.
Vi har i årevis drømt om det øjeblik, hvor vi fik mulighed for at genforene The Rolling Stones med Orange Scene på Roskilde Festival. Nu har de fået mod på at prøve kræfter med et festivalpublikum, så vi er vildt stolte over, at det er lykkedes os at få dem til Roskilde Festival.
The Rolling Stones har deres egen plads i rockhistorien blandt de allerstørste rockikoner, og så har de tilmed skabt den enestående scene, som siden blev til vores Orange Scene. Vi har før oplevet, at de helt store rocklegender giver sig selv 110 procent til publikum, når de endelig beslutter sig for at spille på festivaler. Så jeg er ikke et sekund i tvivl, om at The Rolling Stones' koncert på Roskilde Festival 2014 bliver et spektakulært brag, som vil give genlyd mange år efter."
I sidste uge blev The Rolling Stones ramt af en tragedie, da Mick Jaggers kæreste gennem 13 år, designeren og den tidligere model L'Wren Scott, begik selvmord, og gruppen udskød deres forestående turné i Australien. De er dog tilbage på landevejen til sommer, hvor de altså blandt andet kigger forbi Roskilde.
Festivalens bookere arbejder i øjeblikket på højtryk for at fuldende programmet, der i sidste ende vil rumme cirka 160 navne fra alle musikalske verdenshjørner og vægtklasser.
Programmet til den 44. festival i Roskilde offentliggøres onsdag den 2. april i kl. 12.00.
Plakaten tæller på nuværende tidspunkt følgende bands: Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Nineveh, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, MØ, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar, Trentemøller, Earl Sweatshirt, A$AP Ferg, World's Fair, Interpol, Warpaint, Damon Albarn, Chromeo, Forest Swords, James Holden, Kavinsky, Moderat, Aoife Donovan,, OutKast, Chance The Rapper Jason Isbell & The 400 Unit, Jupiter & Okwess International, King Ayisoba & Band, Kasabian, Philip H. Anselmo & The Illegals, Bl'ast, The Men og Rumble In Rhodos.
Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Billetter findes via GAFFA Live.