Islændingens Biophilia-projekt er ude på DVD og GAFFAs anmelder er begejstret
Fra at være en af scenens mest særegne og inciterende sangerinder, da hun krydsede ind i den brede offentligheds bevidsthed i de tidlige halvfemsere, har efterhånden 49-årige Björk med årene udviklet sig til en af poppens få virkeligt visionære kunstnere. Seneste, og muligvis også mest eftertrykkelige bevis herpå var det ambitiøse projekt Biophilia fra 2011, hvor sangerinden på original vis søgte at kombinere naturvidenskabs-undervisning, populærmusik og installationskunst.
Nu er forestillingen, som blev opført live i udvalgte storbyer fra 2012-13, så ude på dvd med tilhørende dobbelt-cd. Det er fremragende i sig selv og fint foreviget, og savner man hitparade her, er man gået galt i byen: Vi taler et helstøbt (og uudgrundeligt) konceptværk bundet sammen af Richard Attenboroughs fortællerstemme, Björks besættende vokal og en stærk visuel side. Undervejs bliver der dog også plads til nye versioner af blandt andet Possibly Maybe ogIsobel – begge fra fremragende Post fra '95 – og gennem hele forløbet suppleres hovedpersonen af et større, kvindeligt (og islandsk) kor i gyldne gevandter samt et par håndplukkede musikere.
Undertegnede havde fornøjelsen af at overvære Biophilia-forestillingen i Queens godt halvandet år før denne optagelse fra Alexandra Palace i London – og kan således med et vist eftertryk notere, at det faktisk er lykkedes på velfungerende vis at indfange det sælsomt-spektakulære show til dvd-mediet her. Man måber, suges gradvist ind, tramper med til den transcendentale technofinale Declare Independence – og kan ikke lade være med at spekulere over, hvad der mon bliver næste træk fra den stadig helt ualmindeligt bedårende og begavede islænding.
(Vurdering: Fem af seks mulige stjerner)