Den danske reggaetón-duo og dancehall-helten sender efterårstankerne på langfart i danseglad video
Efteråret er for alvor over Danmark, og regnen trommer mod ruderne mange steder, men så er det godt, at vi har reggaetón-duoen Camilo & Grande, der sammen med dancehallhelten Klumben er klar med musikvideoen til deres sang "Røgsignaler", der emmer af sydlandske rytmer. Du kan se videoen nedenfor, hvor GAFFA har fået lov at holde premiere på den.
Musikken er inspireret af den sydamerikanske genre reggaetón, en blanding af reggae, dancehall, salsa, hiphop og meget mere, og melodien er glad, mens teksten er mere alvorlig.
"Vi har hver især lagt noget forskelligt i sangen, men for mig handler den meget om at navigere i kaos – når alt går op i røg", fortæller Tobias, der udgør Grande-delen af Camilo & Grande. "Røgen er blandt andet de krige og uretfærdigheder, medierne hver dag viser os, uden at vi rigtigt kan gøre det store. Det handler om at finde frem til en accept af en verden i flammer for ikke at blive fanget i frustrationen. Først dér kan man arbejde med den."
Camilo & Grande mødte hinanden gennem housefester og sene strandture i Aarhus tilbage i 2008. Siden har de deltaget i talentkonkurrencen KarriereKanonen 2013 og boet i Sydamerika, hvorfra de henter inspiration til deres danske reggaetón. Camilo producerer, og Grande laver video, mens de begge skriver teksterne.
Nu arbejder de to musikere, som begge er i midten af 20'erne, hårdt på at slå igennem, og de har fået pladekontrakt med pladeselskabet Disco:wax (Kato, Joey Moe, Nabiha med flere). Musikerne har sagt deres borgerlige jobs op og dedikerer sig nu 100 procent til musikken, hvor fremtiden er helt åben: – Vi kaster os ud i en stor røgsky, uden at vide hvordan den vil gribe os – eller hvor vi lander, hvis den ikke gør, siger Camilo & Grande.
Det går dog den rigtige vej for Camilo & Grande. Deres hidtil største hit, sidste års "Skabt til Det", har nu rundet de 100.000 visninger på YouTube. Duoen er også kendt for sange som "Sensuel" og "Gør Dig Lækker".