Nyhed

Björk hasteudgiver album nu

Vulnicura er blevet lækket, og Björk udsender derfor albummet nu

Björk offentliggjorde forleden, at hun ville udgive sit næste album "Vulnicura" i marts, men hun oplyser nu på Facebook, at albummet bliver udgivet inden for 24 timer – måske fordi det ifølge Consequence of Sound blev lækket i weekenden. Albummet er allerede udkommet via amerikansk iTunes og udkommer i resten af verden inden for det næste døgn.

Albummet indeholder ni numre, blandt andet det 10 minutter lange "Black Lake" og adskillige sange på 6-8 minutter. Antony synger på nummeret "Atom Dance". Antony medvirkede også på to sange på 2007-albummet "Volta".

Björk har samarbejdet med Arca – a.k.a. Alejandro Ghersi – og den britiske producer Haxan Cloak på det nye album. Ghershi er blandt andet kendt for tidligere at have arbejdet på Kanye Wests "Yeezus", og han har samarbejdet med det nye r'n'b-stjerneskud FKA Twigs. 


Björk beskriver selv det nye album som et heartbreak-album – både før og efter bruddet, om såret og helingen.

"Vulnicura" er Björks niende internationale studiealbum fra og med "Debut" fra 1993 – hvis man medregner "Selmasongs" fra 2000 med musikken til Lars von Triers film "Dancer in the Dark", som Björk spillede hovedrollen i – og det første siden "Biophilia" fra 2011. Hun har desuden udsendt to islandsksprogede album i 1977 og 1990 samt tre studiealbum med bandet The Sugarcubes i perioden 1988-1992.

Biophilia" modtog fem stjerner ved sin udgivelse i 2011 af Jan Opstrup Poulsen. Han skrev blandt andet: "Biophilia er endnu en musikalsk kraftpræstation fra en af den moderne musiks mest skævt sammensatte personligheder."


Opdatering:

Björks danske distributør Playground Music oplyser, at albummet udkommer i fysisk form på cd og vinyl 2. marts

ANNONCE