GAFFAs udsending rapporterer hjem fra Estland
Det er syvende gang, at Tallinn Music Week løber af stablen i den estiske hovedstad, der retter spotlyset mod et bredt udsnit af det nordisk-baltiske musikalske vækstlag. TMW kan bryste sig af at være den største showcase-festival i den nordisk-baltiske region og forener dermed branchefolk fra forskellige forgreninger af musikindustrien. Da festivalen blev udklækket tilbage i 2009, var formålet at udbrede den estiske musikkultur, men efterhånden som årene skred frem, voksede ambitionerne. Det er stadig musikken, der er festivalens navlepunkt, men intiativerne har spredt sig som ringe i vand og favner nu også over kulinariske indslag, kunstudstillinger og specialbrygget øl.
Det skorter derfor ikke på muligheden for at udforske kreativiteten, som er årets nøgleord. Det tætpakkede program byder på mere end tohundrede kunstnere, der er blevet importeret fra nær og fjern - for nu at blive i branchefestivalens terminologi. Det virker derfor svimlende uoverskueligt at skulle planlægge dagene. Koncerterne foregår både på etablerede spillesteder og såkaldte city stages, der finder sted på mere utraditionel grund i alt fra pladeforretninger til private dagligstuer.
Kun et stenkast fra hotellet, hvor alle delegerede er indlogeret, ligger storcentret Viru Keskus. Her spillede den litauiske gruppe, Momend i en anonym, akustisk opstilling. Med et melankolsk favntag fik trioen skabt et åndehul for de stakåndede kunder, der glemte dagens indkøb for en stund og lod sig forføre af gruppens popmelodiske drømmespind. Det lille orkester fortalte, at trommeslageren "desværre ikke kunne nå at spille med", men sørgede i stedet for at annoncere orkestrets fuldbyrdede koncert senere på dagen. Den korte koncert, der ikke varede mere end ti minutter, var da også en letfordøjelig oplevelse, der med sine sødmefulde melodier og drævende vokal mest af alt mindede om en reklamesøjle for den egentlige koncert.
Næste levende billede var den estiske kvartet, Frankie Animal. Musikken blev tordende båret frem af den stønnende frontfigur, Marie Vaigla, hvis stemme gjaldede mod det glasbelagte loft. Med fremadstormende guitarriffs og fortravlede trommer blev der sat tyk streg under gruppens indierock-lyd, som slår rødder i mainstream-poprock med stærke tonale referencer til både Arctic Monkeys og Florence + The Machine. Den unge gruppe fik hurtigt tiltrukket sig nysgerrige blikke og med deres dyriske, umiddelbare udtryk blev det bonede centergulv forvandlet til et rum for lettere akavede trin.
Efter et hurtigt bad på hotellet går turen lidt længere ned af gaden, hvor porten til den gamle bydel ligger. Det forlyder, at Dannebrog dalede ned fra himlen under et slag i Tallinn tilbage i 1200-tallet. I dag, mange hundrede år senere, vejrer flaget over spillestedet Von Krahl, der ligger hus til et håndplukket udvalg af danske navne. Efter en rask spadseretur over de brostensbelagte stræder og med følelsen af historisk hvislen fra de ældgamle murværker, nåede jeg frem til det lille spillested. Det er første gang, at Music Export Denmark åbner dørene op til en aften, der udelukkende stiller skarpt på det danske vækstlag.
Der blev leflet for de delegerede med pindemadder og vin, inden The Sexican afbrød de summende samtaler med et ordentligt energiskud. Der var ikke meget dansk folkemusik over den hattebeklædte kvintet, hvis mangeartede lydlandskab strakte sig igennem adskillige landegrænser. I et festfyrværkeri af ufortøjlet sigøjner-musik med western-inspireret feel og mere traditionel rocklyd var der lidt for enhver smag. Den danske aften blev dermed skudt i gang med lidt af et brag og ikke mindst en knivspids dansk humor i form af besætningens opsigtsvækkende beklædning.
Der blev talt mere til publikums fantasi med tonerne fra Rune Funch Picture Music. I filmiske lydlandskaber var der lagt op til musikalsk historiefortælling, der vekslede mellem lydene fra sløvende skumringstimer, der gik fra at være spændingsopbyggende og anspændte til at være mere musak-orienterede, for derefter at skumme over sine egne breder i skæve, kaotiske støjuniverser. Det blev til tider, efter min mening, lidt for støjende og usammenhængende, men det vil jeg ikke udtale mig for meget om, for i jazz kan man jo tillade sig hvad som helst.
Koncerten med Lowly stod i tangenternes tegn. Med fodfæste i fængende popmelodier og en overflod af synthflader leverede orkestret en medrivende optræden, der blev båret af vokalerne fra de sortklædte sangerinder. Den 80'er-inspirerede lyd blev frembragt igennem koncentreret tangentnørkleri, der opbyggede en tung lydmur, for derefter at blive nedbrudt til murbrokker af korte, melodiske fraser. Det var også et generelt træk for vokalerne, der vekslede mellem stramt, unisont kor og lange, storladne kraftudladninger.
Emil De Waal + Spejderrobot overtog faklen i det tætpakkede lokale. De udfoldede deres musik på et tungt fundament af bas og trommer, der blev farvelagt af lydene fra Spejderrobots laptop. Et interessant indslag, der med sin kombination af ambiente lydflader og clubbeats fik skruet temperaturen op på kogepunktet i den ellers lidt kropsligt kontrollerede forsamling. Der var således lagt op til fest, da Andreas Asingh, bedre kendt som Slowolf (billedet) satte punktum for aftenen med sit elektroniske univers. Dybt bøjet over knapperne lagde han ud med et remix af Rihanna-nummeret "Diamonds", der legede med pitchede vokaler og pulserende beats. Fra de mere poppede referencer blev der åbnet op for tungere hiphop-beats i sidste halvdel af koncerten, der fik besøg af en sprudlende rapper.
Det veldrejede program spillede på alle tangenter af det tonale spektrum, og viste et bredt udsnit af dansk musikkultur, der langtfra gav et ensartet billede. Med den oplevelse i bagagen trissede jeg tilbage til hotellet, der i morgen byder på den officielle åbning af festivalen.
