Nyhed

Reportage: Susanne Sundfør højnede niveauet på verdens nordligste festival

Musikfestivalen Polarjazz har netop fundet sted i verdens nordligst beboede by – Longyearbyen på Svalbard, hvor Susanne Sundfør var årets hovednavn.

Se flere stemningsfulde billeder fra festivalen her

Polarjazz siger nok ikke de fleste danskere så meget. Og nej, det er ikke en bastard mellem Frost Festival og Vinterjazz. Det er derimod navnet på verdens nordligste festival, der har fundet sted på Svalbard siden 1998. Oprindeligt en jazz-festival, men i dag med et varieret musikudbud.

Lad os sige det med det samme: Svalbard er et helt specielt sted. Det er mørkt døgnet rundt tre måneder om året, der er flere isbjørne end mennesker, der går rensdyr rundt i gaderne, og de få gader der er, har ingen navne, men blot et nummer. Men her blandt isbjørne og isbjerge kan man altså en gang om året opleve Polarjazz.


GAFFA deltog for første gang på den lille festival, der fandt sted 4.-7. februar med 12 artister på programmet.

Fra lokale til international talenter

Niveauet på Polarjazz varierer fra det helt dilettantiske til kunstnere af international kaliber. Aftenen før det officielle program starter er helliget "vorspil" eller forspil. Det viste sig ikke at være helt så sexet, som navnet lægger op til. Gennem næsten to timer optrådte i alt 14 lokale kunstnere.


Her var både folk-musik, der kunne have fået Anne fra Grønnebakken ud på dansegulvet, en cover-version af "Mustang Sally", der havde sendt Wilson Pickett i graven, hvis han ikke allerede lå der, og tilpas mange nerver og nervøse smil fra scenen til at minde publikum om, at det ikke var professionelle musikere, men blot lokale musikentusiaster med modet til at stille sig frem i spotlightet.

Cool place hot music

Festivalens slogan er "cool place hot music". Og mens frosten og de mørke nætter fortsatte udenfor, så blev det musikalske niveau højere gennem resten af festivalen.


Jazztrioen bestående af den norske bassist Per Mathisen, den svenske guitarist Ulf Wakenius og den israelske trommeslager Utsi Ziming sørgede for linket til festivalens jazz-rødder. Sættet bestod hovedsageligt af egne kompositioner, og de tre leverede en performance med så meget energi, nerve og overskud, at det var svært ikke at blive jazz-entusiast for en enkelt aften.

Sondre Lerche har turneret verden rundt - og har også lagt vejen forbi Danmark ved flere lejligheder. Hans lyd varierer fra et intimt singer-songwriter-univers til en energisk poprock-udladning ikke meget ulig navne som The Strokes og Arctic Monkeys. Det er altid en fornøjelse at se en kunstner, der udstråler, at han faktisk gerne vil stå på scenen. Det gjorde Sondre Lerche – og med direkte øjenkontakt, hoftevrid og småsnak mellem numrene var det svært ikke at overgive sig.

Melankolsk electro-pop

Lørdag aften indtog Susanne Sundfør scenen med sit melankolske lydunivers komplet med orgelpassager, dystre undertoner og smukke – til tider naive, til tider kraftfulde – vokaler. Modsat Sondre Lerche virkede hun ikke specielt interesseret i publikum. Under flere numre sad hun på hug – sandsynligvis for at skrue på nogle knapper – men det virkede underligt, og hun mistede publikum, hver gang hun dykkede uden for synsfeltet.

Det musikalske indhold var der til gengæld ikke noget galt med. Det er fuldt berettiget, at hun har haft succes med sit seneste album "Ten Love Songs", der også lagde fundamentet for aftenens koncert. Til trods for hendes ligegyldige attitude fik hun alligevel fat i de fremmødte med sine electro-pop-numre – ikke mindst med hittet "Fade Away" og ekstranummeret "Delirious".

Ud over de omtalte koncerter kunne man også opleve Hekla Stålstrenga, Sofia Jannok, Ingebjørg Bratland, Numa Edema, D'Sound, Dos Mosquitos, Longyearbyen Storband, Lyriaka og SvaJazz til Polarjazz.

For en udefrakommende er Polarjazz et udmærket supplement til et besøg på Svalbard og kan bidrage med nogle rigtig hyggelige aftener og fine koncertoplevelser. Men før der kommer flere internationale kunstnere på programmet, bliver det nok ikke den primære årsag til at besøge verdens nordligste by. Men så er der heldigvis så mange andre gode grunde til at tage turen nordpå. Den fuldstændig fantastiske natur er det de færreste steder, der kan hamle op med.

 

 

ANNONCE