Nyhed

Nordic Music Prize offentliggør årets nominerede

Både Björk og Myrkur er blandt de nominerede til en af Nordens mest prestigefyldte musikpriser

Siden 2010 har Phonofile Nordic Music Prize været en tilbagevendende begivenhed i den nordiske musikverden, hvor prisen går til en kunstner eller gruppe, der har udgivet et skelsættende album i året, der er gået. Tidligere modtagere er blandt andet islandske Jonsí fra Sigur Rós og svenske The Knife. Igen i år uddeles prisen under Oslo-festivalen by:Larm den 3. marts. Fra Danmark er Frisk Frugt, Myrkur og Danni Toma nomineret.

Danni Toma er nomineret for sit andet album "Grå", hvor eksil-aalborgenseren malede "et personligt, modigt, stemningsmættet billede af opbrud. Det står klarest i sin helhed, men har også smukke nuancer i brudstykker." GAFFA gav det fem stjerner, og Tomas kvaliteter er tilsyneladende også blevet anerkendt hos vores nordiske naboer.

Frisk Frugt, der også var nomineret til prisen i 2010, udgav i starten af 2015 albummet "Den Europæiske Spejlbue", som ifølge GAFFAs anmelder var en "en såkaldt moderne undersøgelse af europæisk verdensmusik". Albummet modtog fem stjerner, og Frisk Frugts eksperimenterende udgave af europæisk folkemusik er måske for de få, men ikke desto mindre af høj kvalitet.


Myrkur var længe et stærkt hypet navn i den danske metalundergrund, men med sin debut "M" hamrede hun sidste år muren ned til den lidt bredere offentlighed. Optrædener på blandt andet Roskilde Festival, en GAFFA-pris for årets hardrock-udgivelse og en placering på vores liste over sidste års bedste danske albums er tilsyneladende ikke dér, hvor det stopper for Myrkur, der nu også er nomineret til Nordic Music Prize.

De tolv nominerede til Nordic Music Prize 2016 er:

Band of Gold (N): "Band of Gold"


Björk (ISL): "Vulnicura"

Frisk Frugt (DK): "Den Europæiske Spejlbue"

Anna von Hausswolff (S): "The Miraculous"


Jenny Hval (N): "Apocalypse, girl"

Jaakko Eino Kalevi (FI): "Jaakko Eino Kalevi"

Pekko Käppi & KHHL (FI): "Sanguis meus, mama!"

Teitur Magnússon (ISL): "27"

Myrkyr (DK): "M"

Ost & Kjex (N): "Freedom Wig"

Seinabo Sey (S): "Pretend"

Danni Toma (DK): "Grå"

Udvælgelsen af de tolv albums er foretaget af en jury bestående af fem musikjournalister og -eksperter fra de fem nordiske lande, heriblandt danske Ralf Christensen. Den endelige modtager af Nordic Music Prize bliver fundet af en international jury, der består af Jude Rodgers (The Guardian), Stuart Maconie (BBC), Laurence Bell (Domino Records), Jonathan Galkin (DFA Records) og Jeanette Lee (Rough Trade).

Om de tolv nominerede skriver den nordiske jury følgende i en udtalelse: "Den nordiske idé om et kollektivt velfærdssystem fortsætter stadig med at være en inspirerende samfundsmodel for politikere verden rundt. Alligevel er det lykkedes Nordic Music Prize-juryen at finde 12 stærke individualistiske udtryk fra Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark - fra etablerede stjerner som Björk over spirende darlings som Seinabo Sey og Jaakko Eino Kalevi til fremmede og eventyrlystne sjæle som Frisk Frugt og Jenny Hval. Juryen har endnu engang omfavnet umiskendeligt geniale hoveder såvel som dybt personlige temperamenter. Nogle af dem rækker ud til et bredere publikum, mens andre dykker dybt ned på ukendt vand, hvor de eksploderer alle former for stereotyper."

Lyt til Danni Tomas "Tiden Venter På Ingen Mand" fra det nominerede album "Grå" her:

ANNONCE