Nyhed

Kom med til støttekoncert med blandt andre Kentaur og WhoMadeWho-guitarist

Nu kan du støtte op omkring en god sag, mens du nyder live-musik fra Kentaur, Jeppe Kjellberg (WhoMadeWho), Vores Allesammens og Dj Thomas Madvig.

I anledning af FNs Menneskerettighedsdag afholdes en støttekoncert på Jazzhouse i København lørdag den 10. december, hvor man kan opleve kunstnerne Kentaur, Jeppe Kjellberg fra WhoMadeWho, Vores Allesammens og dj Thomas Madvig.

Alt overskud fra koncerten går til Dignity (Dansk Institut Mod Tortur), som er en dansk ikke-statslig organisation, der siden 80'erne har arbejdet med at forebygge tortur og rehabilitere torturofre. Organisationens kommunikations- og fundraisingchef Christoffer Glud Grønlund udtaler:

"Tortur bliver kaldt alle menneskerettighedskrænkelsers moder, så som anti-torturorganisation er vi rigtig glade for at kunne markere dagen på denne måde."


 

Kentaur

Den soul-inspirerede trio Kentaur, som består af vokalist Marc Bjørn Roland, producer Mikkel Juul Jensen og producer Søren Stenager, mødtes på Rytmisk Musikkonservatorium i 2014. I foråret 2015 debuterede de med deres stærkt anmelderroste debut-ep "Vertebra by Vertebra", og deres lyd låner elementer fra soul, pop, elektronisk og klassisk musik. Sidste år spillede de en imponerende koncert til Spot Festival, hvor GAFFAs anmelder Rosa Louise Stilgren kvitterede med fem stjerner. Koncerten på Jazzhouse vil være gruppens første i længere tid, og de vil benytte anledningen til at præsentere en række nye numre.

 

 


Jeppe Kjellberg


Sanger og guitarist Jeppe Kjellberg er bedst kendt fra pop-trioen WhoMadeWho, som blev dannet tilbage i 2003. Ved siden af har han dog i mange år beskæftiget sig med sit soloprojekt Circles, der byder på langt mørkere undertoner, end vi kender fra WhoMadeWho. Tematisk tilbyder numrene stor refleksion og kredser omkring emner som ensomhed og vanskelige situationer, hvor livet gør modstand. Herunder kan du lytte til det første offentliggjorte nummer fra projektet:

 

Vores Allesammens

Vores Allesammens består af makkerparret Johannes Nørrelykke og Birk Nevel, som debuterede tidligere på året med albummet "Elendig Lille Mand". Et af duoens kendetegn er kontrasten mellem den energiske musik og teksterne, som er fulde af refleksion, tvivl og mørke. Med sine fængende melodier og tunge beats taler gruppens nye plade direkte til lytteren, og til koncerten vil du få anledning til at høre de to herrer dele ud af det nye materiale.

 

 

DJ Thomas Madvig

Thomas Madvig er en af landets mest velkendte dj’s. Han var blot 12 år gammel, da han debuterede som radiovært og havde sit første dj-gig som 17-årig. Madvig opnåede international anerkendelse, da han i perioden 1996-99 arbejdede som vært på MTV, og han har siden blandt andet arbejdet som radiovært på P3. Derudover har han ageret som producer og er indehaver af sit eget pladeselskab og sin egen natklub. Som dj bevæger han sig musikalsk inden for house, deep house, tech house, minimal house, electronica samt lounge og chillout. Til støttekoncerten vil Thomas Madvig stå bag dj-pulten og spille imellem de tre live-acts. 

Herunder kan du se et dj-portræt af Thomas Madvig:

 

ANNONCE