Nyhed

Reportage: Reeperbahn Festival samler musikbranchefolk fra hele verden – dag 3

Vi har besøgt den store branchefestival i Hamburg og set nogle af morgendagens bands

Tyskerne er kendte for deres evne til at planlægge. Infrastrukturen er altid på plads, når tyskerne afholder store events. Koncerterne på Reeperbahn Festival begynder stort set altid til tiden. Men der er en ting, man på Reeperbahn godt kan arbejde lidt med. Aflysningerne. Man er praktisk talt nødt til møde op på et venue for at finde ud af, om det band man vil se, også dukker op. Sådan var det med Peter Doherty fredag. Ingen kommunikation. Sådan var det også lørdag, da dagen for mit vedkommende skulle indledes med det canadiske punkband Dilly Dally. De var der bare ikke, da klokken havde passeret showstart. I stedet stod den amerikanske sangskriver Karl Blau alene på scenen med sin guitar. Den enes død, den andens brød så at sige. Særligt her på en branchefestival, hvor der er massiv kamp om opmærksomheden. Karl Blau havde fået foræret en musikalsk friløber og omsatte den stensikkert med en rigtig fin eftermiddagskoncert. Den mand kan altså godt skrive sange. Om Dilly Dally kan levere live, finder vi måske aldrig ud af.

Videre til en indrømmet noget kort oplevelse med We Are Wolves. Godt nok kunne jeg høre dem, men deres 20 minutter korte sæt var åbenbart så attraktivt, at vi var mange, der måtte nyde den sprælske indierock fra køen. Jeg nåede akkurat at se dem slå de sidste strenge an, inden canadierne forlod scenen til stor jubel. Dem vil jeg gerne se mere til. Eller måske bare gerne se dem.

Dagens store positive overraskelse blev leveret af belgiske Warhaus. Hvis man kender en smule til belgisk musik, vil man vide, at Balthazar er kæmpestore i vaffellandet. Forsangeren Maarten Devoldere fra Balthazar har netop startet sit sideprojekt, som ikke har mange liveoptrædener på samvittigheden. Men det tror jeg nu nok, de skal få. Det var som at lytte til en ung Leonard Cohen. Bare lidt mere uptempo, lidt flere sjove effekter og måske endda også en smule mere udadvendt. Devoldere er scenevant. Han er udstyret med en smuk, mørk vokal. Og så er hans sange, fra det album, der snart kommer, rigtig fine. Albummet bærer i øvrigt den lidet elegante titel ”We Fucked A Flame Into Being”. Det er jeg spændt på at lytte til. Hvis der er en ting, Warhaus skal kritiseres for, så er det, at de havde glemt at tage den nye plade med til Europas største branchefestival. Det er ret rock'n'roll at gøre det på den måde. Men forsanger Devoldere virkede nu mest af alt bare til at være godt gammeldags ærgerlig, da jeg som den tiende i rækken var forbi for at spørge, om man ikke kunne bytte en plade for lidt knitrende kontanter. Vi må finde den online.


Fra belgiske stjerneskud til danske ditto. Communions spillede så sent som i tirsdags en udsolgt koncert på Loppen på Christiania. Jeg var så heldig at overvære den optræden. Men alligevel vil jeg ikke gå glip af deres koncert, som også var startskuddet på den officielle del af den danske satsning på Reeperbahn Festival. Det er nemlig efterhånden blevet en tradition, at Music Export Denmak (MXD) inviterer branchefolk indenfor til et par hotdogs og nogle kolde øl, inden de præsenterer fire nye danske navne for dem. Det hele foregår på spillestedet Indra. Bands som The Floor Is Made Of Lava og Rangleklods har før taget scenen her og vist bud på det bedste, dansk musik har lige nu. I år var de udvalgte udover Communions IAMJJ, Blondage og Chinah.

Communions indtog scenen præcis som forleden på Loppen. Fuldstændig cool med ryggen til publikum. Jeg var spændt på at se, om der skulle lefles for de udenlandske branchefolk, eller om drengene fra København kunne formå at virke uimponerede. Kun da forsanger Martin Rehof fik rettet et tusind tak til et thank you, afslørede drengene, at det her med at spille i udlandet stadig ikke er hverdag. Det skal det nu nok blive. Den rockede 80'er-stil går nemlig rent ind. Ikke bare hos mig, men også hos det talstærke publikum, der rockede med i salen.

Efter et par middelmådige oplevelser med Wovenhand og Wintersleep sluttede Reeperbahn perfekt for mit vedkommende. I den enorme Michaelis-kirke blev vi alle spillet i søvn på smukkeste vis af irske Villagers. Det er bare noget særligt at sidde i sådan et kæmpemæssigt rum og lytte til en mand, der kan overvinde det hele med sin stemme og en guitar. Det var sgu ret smukt. Senere hen blev Conoer O'Brien i front akkompagneret af en kontrabas og et klaver. Og på den måde blev Reeperbahn Festival 2016 lukket ned. Jeg vil ikke rode mig ud i klichéer om, at det lød, som om englene sang eller noget. Det var bare rigtig lækkert. Godt nok stoppede jeg også forbi et propfyldt og glohedt Molotow kort efter Villagers for lige at fange lidt af Deap Valley. Men når man allerede er blevet spillet i seng i en kæmpe kirke, skal man bare acceptere det og gå i seng.


 

Dem så vi lørdag:

Karl Blau – USA


We Are Wolves – Canada

Odd Beholder - Schweiz

Samito – Canada

Warhaus – Belgien

BAZOOKAS – Holland

Communions – Danmark

Wovenhand – USA

Wintersleep – Canada

Villagers – Irland

Deap Valley - USA

 

ANNONCE