Nyhed

Heartland fuldender musikprogrammet

GAFFA.dk - Alt om musik

Heartland kan i dag offentliggøre det endelige musikprogram for den fjerde udgave af festivalen.

Heartland fuldender dette års musikprogram med de sidste tre artister: Primal Scream, Hans Philip og Lowly. De slutter sig til et program, der i forvejen inkluderer hovednavne som Solange, The Smashing Pumpkins, The Good, the Bad & the Queen og The Raconteurs. Spilleplanen offentliggøres i løbet af de kommende uger.

Musikprogramchef og direktør for Heartland, Ulrik Ørum-Petersen, udtaler:


– Årets musikprogram er uden tvivl vores stærkeste til dato, og jeg er simpelthen så stolt over, at Heartland allerede i sit fjerde leveår kan lægge scener til så mange store og spændende artister. Profilmæssigt synes jeg også, at vi rammer plet i år med både moderne og banebrydende såvel som anerkendte og tidløse navne på tværs af mange forskellige genrer, køn og nationaliteter.

– Helt personligt ser jeg meget frem til, at gamle og nye helte som Damon Albarn, Solange Knowles, Jack White, Billy Corgan og Charlotte Gainsbourg indtager den gamle slotspark ved Egeskov i Kristi Himmelfartsferien.

Primal Scream – torsdag d. 30. maj


De skotske rocklegender Primal Scream har i mere end tre årtier været et toneangivende rockband på den internationale musikscene. Bandet har sine rødder i Glasgow, hvor frontmand Bobby Gillespie i starten af 80’erne grundlagde Primal Scream sammen med barndomsvennen Jim Beattie.

Bandet er musikalsk ikke bange for at tage chancer og har gennem tiden prøvet kræfter med alt fra psykedelisk pop over euforisk rave til degenereret rock’n’roll. Den 24. maj udsender de opsamlingsalbummet Maximum Rock ’n’ Roll: The Singles, så man kan nok godt forberede sig på en hitparade med numre som 80’ernes "Velocity Girl! og "Ivy Ivy Ivy" til nyere hits som "Country Girl" og "Where the Light Gets In", når Primal Scream og Bobby Gillespie gæster Heartland 2019.

LÆS OGSÅ: Primal Scream: Chaosmosis


Hans Philip – lørdag d. 1. juni

Den tidligere ene halvdel af duoen Ukendt Kunstner Hans Philip lagde overraskede mange ned, da han efter måneders venten for nyligt løftede sløret for sit nye soloprojekt i eget navn. Det første nummer "Siger Ingenting" fik de første to døgn mere end 100.000 visninger, mens hans første officielle single "Dagdrøm [1]" blev udvalgt som P3s Uundgåelige.

Samme uge udsendte Hans Philip debutalbummet Forevigt, der den første uge blev streamet over 3.000.000 gange på Spotify. Vores anmelder kvitterede med seks store stjerner, og fældede en tåre, da han hørte det. Musikalsk bevæger Hans Philip sig i et dystert, men funket univers med kærligheden som det lyriske omdrejningspunkt. På Heartland vil han give en af sine eneste koncerter i år.

LÆS OGSÅ: Enkelt, ufærdigt, gennemført

Lowly – fredag d. 31. maj

Den danske indiepop-kvintet Lowly debuterede i april 2014 med den singlen "Daydreamers", der skabte stor opmærksomhed om det unge band. Bandets store gennembrud kom i 2017, hvor de udgav deres længeventede debutalbum Heba. Vores anmelder kvitterede med fire stjerner for den udgivelse.

Den 12. april 2019 udkommer bandets andet studiealbum Hifalutin, hvorfra de har udsendt den æstetiske, genreudfordrende single "Baglaens", der har fået en del airplay – blandt andet på P6 Beat. Man kan se frem til en grænsesøgende oplevelse, når et Lowly i konstant musikalsk bevægelse indtager Highland-scenen om fredagen.

LÆS OGSÅ: Fin debut fra danske drømmepoppere

I følge pressemeddelsen vil de sidste navne inden for ART, TALKS og FOOD blive offentliggjort de kommende uger. De vil alle kunne opleves på Heartland 2019, der finder sted fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.

ANNONCE