GAFFA.dk – alt om musik
Er også klar med singlen "Månesyg" i nyt mix
I januar udgav WhoMadeWho-sangeren og -bassisten Tomas Høffding sit første soloalbum på dansk og under eget navn, Ild, Drømme, Frihed og Fred med sange i spændingsfeltet mellem det inderlige og det dansable. Nu annoncerer han sin første koncert efter udgivelsen af albummet, på Hotel Cecil i København 1. oktober. Samtidig er han aktuel med en nyt edit af sin sang "Månesyg" fra albummet Ild, Drømme, Frihed og Fred, mixet af Carsten Heller, der til GAFFA-Prisen den 4. marts modtog den nyindstiftede pris Hi-Fi-Prisen for sit mangeårige arbejde for den gode lyd.
LÆS OGSÅ: GAFFA-prisvinder Carsten Heller: "Jeg kan få de sidste 10 procent ud af det, de andre slap"
– Jeg har aldrig før oplevet en så hjertelig feedback på min musik før. Mine sange har allerede spillet til både fødsler og begravelser, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme ud og mærke sangene på et regulært spillested, fortæller Tomas Høffding, og GAFFAs anmelder Esben Suurballe Christensen var også godt tilfreds og tildelte albummet fem ud af seks stjerner.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: WhoMadeWho-sanger handler lokalt, indtil verden åbner igen
Det er dog ikke første gang, Tomas Høffding udgiver et soloudspil. Han har tidligere udsendt to soloalbum på engelsk under aliaset Bon Homme samt et duoalbum med Lydmor under det oplagte duonavn Lydmor & Bon Homme. Lydmor synger også kor på albummet Ild, Drømme, Frihed og Fred.
Om sangen "Månesyg", der som nævnt lige er kommet i et nyt Carsten Heller-mix, udtaler Tomas Høffding:
Her på Kvindernes Internationale Kampdag gør Tomas Høffding i øvrigt opmærksom på, at han altid har kvindelige musikere med i sit liveband. For tiden er det Ida Urd Bramming (TÅRN, Hôy la og Exstoa), Una Skott (Tele Rouge, Falullah) og Cecilie Dyrberg (eks-Duné).
Billetsalget til koncerten er netop begyndt via Ticketmaster.dk
Hør "Månesyg" i den nye version: