De fiktive figurer får besøg af Bad Bunny, Tame Impala, Stevie Nicks med flere
Gorillaz-albummet Cracker Island er ude den 24. februar 2023 og byder på en imponerende gæsteliste, som man efterhånden kan forvente af et Gorillaz-album. Blandt andet Tame Impala og Bootie Brown, der er med på sangen ”New Gold,” som blev udgivet i går (onsdag den 31. august, red.) og kan ses lige her:
Med den nye sang er to singler udgivet fra det ottende studiealbum af Gorillaz. Ikke kun ”New Gold,” men også ”Cracker Island,” der bærer titelnavnet på albummet og er lavet med Thundercat.
På de andre otte sange fra det nye album er Bad Bunny, Stevie Nicks, Beck og Adeleye Omotayo, og albummet er produceret i et samarbejde mellem Gorillaz, Remi Kabaka Jr. og vinderen af otte Grammys Greg Kurstin.
Bandet, som består af de virtuelle outsidere Murdoc, Noodle, Russel og 2D er vant til at høste gode anmeldelser fra GAFFA. Blandt andet med deres seneste album, som fik fem stjerner, og deres optræden på Smukfest i sommer, hvor Damon Albarn og den visuelle artist Jamie Hewlett byttede plads med de fiktive figurer og fik fire stjerner:
”Når man overværer en Gorillaz-koncert i levende format, oplever man et eklektisk sammenstød af gammelt og nyt, britisk og internationalt, melankolsk og opmuntrende,” skriver Mathias Lind Hansen og fortsætter:
”Evnen til at skabe folkelige rammer omkring et social-politisk budskab på den måde, som Gorillaz gør, er der få bands, der mestrer i samme grad, og derfor har musikken altid føltes original, anderledes og indbydende på en og samme tid.”
LÆS OGSÅ: GORILLAZ-ANMELDELSE: De virtuelle virtuoser slår til igen - men kataloget kan mere