Nyhed

Ikonisk spillested i økonomisk krise

Esbjergs regionale spillested Tobakken er i økonomisk krise, trues af et millionunderskud og skal nu lave en plan sammen med Esbjerg Kommune

Esbjergs regionale spillested Tobakken er i økonomisk krise.

Lokalavisen JydskeVestkysten Esbjerg skriver følgende: ”I 2020 havde Tobakken ifølge regnskabet et underskud på den ordinære drift på godt 3,2 millioner kroner, men en hjælpepakke i omegnen af tre millioner kroner bragte underskuddet ned på cirka 200.000 kroner. I 2021 lød årets resultat på den ordinære drift på et minus på 2,3 millioner kroner og fratrukket Corona-hjælpepakken blev bundlinjen et underskud på godt 600.000 kroner. Tobakken endte med en negativ egenkapital sidste år på knap 1,2 millioner kroner mod et minus på egenkapitalen på cirka 550.000 kroner i 2020.”

GAFFA har talt med Tobakkens bestyrelsesformand Kristian Svarrer for at få et dybere indblik i den nuværende situation hos Tobakken.


Vil du kort kunne skitsere, hvad situationen hos Tobakken lige nu er?

– Situationen er, at også Tobakken er konjunkturdrevet- og følsomme, ligesom andre virksomheder som eksempelvis restauranter og butikker. Vi er også ramt af stigende omkostninger til alle varegrupper samt el, vand og varme. Vi er jo ikke bare et spillested, vi laver alt muligt andet. Vi er snarere et multihus. Der ligger også en del driftsudgifter dér. Den største del ligger dog ved, at vi ser, at folk holder lidt på pengene. Der bliver nok solgt det samme antal billetter, når vi afholder arrangementerne, men de bliver solgt helt op til selve dagen. Hvor billetter førhen blev solgt tre eller fire måneder før, køber folk nu deres billetter i ugen op til.

Når du siger, at folk holder lidt mere på pengene, betyder det så også, at I kan se, at der drikkes færre øl?


– Der bliver drukket færre øl, ja. Men det er alligevel lidt svært at vurdere endnu, da året ikke er omme endnu. Corona fylder også en del i dette. Vi har sådan kun haft siden foråret, hvor vi er kommet ud af Corona.

Er det økonomiske pres, I er under nu, for dig at se, efterdønninger af Corona?

– Vi kom ud af Corona med et underskud, og det er penge, der mangler. De forskellige tilskudsordninger kunne desværre ikke rette op på dette. Det er bare svært at hente igen. Vi skal gerne gå i nul.


Andre store spillere

Tobakken fik, ligesom mange andre spillesteder, hjælpepakker. Sørgede hjælpepakkerne sådan set kun for, at skibet kunne blive ved med at sejle, og er også de stigende kunstnerpriser noget, der presser jer økonomisk? Er det en form for ond cirkel?

– Jada, men det gælder sådan set alle spillesteder. Der er vi ikke unikke. Vi blev megaglade for hjælpepakkerne, men om de var for små, ved jeg ikke. Omkostningerne til musikere er også stigende i de seneste par år. Det gør det ikke ligefrem nemmere.

Hvad er så jeres forhåbninger i forhold til Esbjerg Kommunes ekstra 50 millioner kroner til at løfte kulturen? Siden Tobakken er kommunens klokkeklare flagskib i kulturporteføljen, kunne man så ikke mene, at omkring 10-15 procent af disse 50 millioner, det vil sige 5 til 7,5 millioner går til Tobakken, og så er fremtiden sikret og I kunne lave endnu større projekter, hvilket jo også er hensigten hos kommunen?

– Vi håber naturligvis, at vi får en del af den nye kulturpulje. Men der er også andre store spillere ud over os. Musikhuset Esbjerg fylder også en del. Der er sådan set mange kulturinstitutioner, der har brug for midler. Men vi håber selvfølgelig, at kommunens nye strategi også vil give os et ekstra økonomisk løft. Og de tal, du nævner ville naturligvis være fantastiske.

Det er jo netop det. Nu bookede I for eksempel på Esbjerg Festuges vegne australske Wolfmother til byen (koncerten blev dog aflyst af bandet selv, red.), hvilket viste en lidt mere ambitiøs tilgang ved at booke et så stort internationalt rockband. Men disse ambitioner kræver selvfølgelig også tilsvarende økonomiske midler.

– Det er rigtigt. Vi har en vanvittig dygtig booker med Sebastian Wolff, og det skal vi selvfølgelig udnytte. Og der skal vi måske også i ny og næ endnu mere bruge enten Torvet eller også Blue Water Dokken, hvor der kan komme mange flere tilskuere.

Det lyder spændende. Hvad er planen nu i forhold til det underskud, I pt. har?

– Vi skal sammen med kommunen lave en plan, og den skal så godkendes for at få en kommunegaranteret kassekredit. Vi er fuld i gang med at kigge på, hvad vi kan gøre.

Kan du uddybe dette?

– Det kan jeg ikke endnu, desværre.

Positiv kommune

Hvordan er det med denne balancegang for jer? På den ene side skal økonomien køre rundt og på den anden side skal man præsentere attraktive kunstnere for tilskuerne. Dét, du nævnte med henholdsvis afholdelse af koncerter på Torvet eller Blue Water Dokken, kunne det være en ny strategi fremadrettet?

– Det er ikke noget, vi har vendt, i forhold til mulige fremtidige strategier, men det er klart noget, som vi vil drøfte. Det er jo også de store bookingselskaber, der er inde over, og de ved også, hvordan de skal tjene deres penge. Vi skal finde vores rette vej, og det er vi fuldt i gang med. Kommunen har meldt ud, at kommunen ikke kan se, at Tobakken ikke skal være der, og det er det vigtigste i allerførste omgang. Tobakken vil være ved med at være der, det har kommunen meldt ud.

– Den bæredygtige vej er vejen frem, og om det er en midlertidig krise vi står i, eller om stigende priser, inflation, stigende renter med videre vil gøre det svært fremadrettet, må tiden vise. Jeg ved ikke, hvordan folks kulturvaner vil være om et eller om fem år. Men Tobakken vil være der. Tobakken er derudover under paraplyen af de regionale spillesteder og er dermed også et sted, hvor der udvikles musik. Vi er derfor ikke kun sat i verden for at afholde store koncerter med Wolfmother eller andre, vi er også sat i verden for, at vækstlagene kan komme ud og spille.

Der har I jo også Made In Esbjerg-festivalen eksempelvis.

– Netop. Vi har omkring 190 til 200 arrangementsdage om året, og dermed sker der noget hos os tre eller fire dage om ugen i alle mulige sammenhænge. Der er knald på. Når der så sælges billetter forholdsvis sent, og folk drikker færre øl, kommer økonomien naturligvis under pres. Vi vil gerne bruge vores indtægter på at videreudvikle os og geninvestere dem til nye arrangementer.

Afsluttende spørgsmål: Hvordan får I så forhåbentligt sikret og sørget for, at I ikke står i den samme situation om et års tid igen?

– Det er vi netop ved at finde ud af nu. Vi skal nå frem til en plan, som både vi og kommunen kan tro på. Vi har et godt samarbejde med kommunen og vil finde en vej ud af det.

LÆS OGSÅ: Wolfmother aflyser gratiskoncert i Esbjerg Festuge

ANNONCE