Nyhed

Et mislykket forsøg: Mark Hoppus fra Blink-182 kunne ikke købe billetter til sin egen koncert

”Billetterne forsvandt fra min kurv, og hele siden crashede”

Næste år påbegynder Blink-182 deres største turné nogensinde, og Mark Hoppus, Tom DeLonge og Travis Barker genforenes for første gang i næsten 10 år. Turnéen går i gang i marts 2023 med besøg i Latinamerika, Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand.

Billetterne blev for nyligt sat til salg, og på grund af forhandlernes såkaldt dynamiske prissætning har priserne på dem været tårnhøje, og så har de været svære at få fat i, som man kan læse hos Loudwire.

I en tråd på det sociale medie Reddit delte en bruger et Discord-opslag fra bandets bassist og sanger Mark Hoppus. I opslaget beskriver Hoppus, hvordan han selv har forsøgt at få fat i billetter til sin egen koncert:


”Ja, jeg forstår, at billetsituationen kan være frustrerende. Jeg købte selv billetter til to af vores koncerter for at finde ud af, hvordan oplevelsen var. Billetterne forsvandt fra min kurv, og hele siden crashede,” skriver Hoppus og fortsætter:

”Dynamisk prissætning. Jeg bestemmer ikke over det. Formålet er at skræmme billethajer væk. Vi forsøger at give jer den bedst mulige koncert til den bedst mulige pris. Det her er en turné, som fejrer ny musik og bandets genforening. Tak for jeres entusiasme, og jeg håber, at vi ses til koncerterne."


Dynamisk prissætning er baseret på udbud og efterspørgsel, hvilket ofte resulterer i, at billetpriserne til visse sektioner i en arena bliver enormt dyre. Det er noget, Ticketmaster tidligere har fået kritik for – senest i sommer, da visse billetter til Bruce Springsteens koncerter i USA kostede så meget som 5000 dollar (svarende til cirka 38.000 danske kroner).

Til Blink-182s koncert i Avicii Arena i Stockholm tilbyder Ticketmaster i skrivende stund såkaldte ”platinumbilletter” til den svimlende pris af 1900 danske kroner. På deres hjemmeside skriver de:

”Platinumbillettens pris er dynamisk, hvilket betyder, at den er tilpasset efter udbud og efterspørgsel til et arrangement. Målet er at forsikre fans om at få adgang til de mest eftertragtede pladser, mens kunstnere og arrangører kan prissætte billetterne efter deres virkelige værdi.”


Blink-182 gæster Royal Arena i København den 12. september 2023. Her er der både platinum- og noget billigere billetter i salg.

LÆS OGSÅ: LYT: Første nye genforenings-single fra Blink-182 i 10 år

ANNONCE