Jimmy Jørgensen og kompagni varsler både album og turné til september
I denne måned er det nitten år siden, GAFFA sidst anmeldte Hotel Hunger live. Det foregik på Voxhall i Aarhus i maj 2004 - i det umiddelbare kølvandt på deres dengang nye album, Godspeed. Siden blev der stille omkring bandet - faktisk helt ind til 2018, hvor bandet blev gendannet til nogle enkelte koncerter på blandt andet Nemoland i København og på Esbjerg Rock Festival.
Fem år er gået siden da, men nu er Jimmy Jørgensen og resten af bandet så klar med et fuldbåret comeback i form af albummet Slut og medfølgende turné rundt i landet i september. Allerede om få uger kan man høre første single fra albummet. Den hedder "Come Alone" og er på gaden - læs: streamingtjenesterne - den 9. juni.
"De nye sange er blevet skrevet af lyst, og det er tydeligt, at det er legen og nysgerrigheden, der driver
værket," hedder det om det kommende album i en pressemeddelelse, som fortsætter:
"Slut byder på 10 numre, der umiskendeligt lyder som Hotel Hunger, men som bestemt ikke er
blodfattige kopier af fordums materiale. Med erfaringer og inspirationer fra forskellige individuelle
projekter gennem de sidste to årtier, har alle medlemmer bragt nye inputs med i studiet. Det kan høres."
Ikke mindst forsanger Jimmy Jørgensen har da også i den grad holdt sig i gang i de små tyve år, som er gået siden sidst. I 2007 udgav han albummet Deep sammen med jazzbassisten Lennart Ginman, og i 2010-11 fulgte de to soloalbum Come Into My Sleep og A Face in the Crowd.
Udover koncerter med Ginman og i eget navn har Jørgensen medvirket i en lang række musikteaterforestillinger - herunder teateret Aveny Ts Kim Larsen-forestilling Dagen før (2013), The Black Rider på Betty Nansen Teatret (2015) og, senest, 2022-opsætningen af teaterkoncerten Gasolin'.
Jimmy Jørgensen: Jeg er sanger