Nyhed

SJÆLDENT BESØG: Seal kommer til Danmark

Den britiske sanger besøger landet for første gang i 18 år

For en lille måneds tid siden fyldte han tres år. Og nu har den britiske sanger Seal så meldt sin ankomst til Danmark, hvor han giver koncert i Tivoli Friheden, Aarhus, den 14. juli 2023. Det bliver hans første danske koncerter siden 2005, hvor Seal lagde vejen forbi både Falkoner Salen i København og Vejle Musikteater. 

Dengang for 18 år siden turnerede Seal med opsamlingsalbummet Best 1991-2004 - og også denne gang er der varslet Greatest Hits-show med manden, som egentlig hedder Seal Henry Olusegun Olumide Adeola Samuel. Det betyder, at man roligt kan begynde at forberede sig på at synge med på halvfemserhits som "Crazy," "Killer" og "Kiss from a Rose."

Seal udgav sit selvbetitlede debutalbum i 1991 og fulgte i de følgende år op med Seal (1994), Human Being (1998) og Seal IV (2003). Hans seneste albumudspil er Standards fra 2017. Ved koncerten i Aarhus vil der være opvarmning i skikkelse af først Calby og derefter Soleima, inden hovedattraktionen går på klokken 21.00.


Ligesom ved det øvrige "Fed fredag"-arrangementer i Tivoli Friheden vil der være gratis adgang for indehavere af sæsonkort til haven. Vil man være sikker på en plads, vil man dog med fordel kunne købe en såkaldt Golden Circle-billet. 

"Det gælder ved denne koncert som ved alle andre eftertragtede koncerter, at adgang til koncerten er efter først til mølle-princippet og med begrænset adgang, så vi anbefaler alle sæsonkortholdere, der ønsker at komme ind til koncerten, at komme i god tid. Sæsonkort giver ikke adgang til Golden Circle," hedder det i en pressemeddelse i forbindelse med annonceringen.

Koncerten med Seal er iøvrigt af Tivoli Frihedens nye koncept Summer Session. "Ved fremtidige Summer Session-koncerter gælder sæsonkortet ikke som adgangsbillet, da disse som udgangspunkt ikke vil afholdes på en fredag, og dermed ikke være en del af det allerede eksisterende "fed fredag"-program," specificerer arrangørerne.


Billetsalget til Seals sommerkoncert i Aarhus går i gang via Livenation.dk i morgen (den 10. marts) klokken 10.00 og mandag den 13. marts via Ticketmaster.dk. Billetpriser: Golden Circle 710,- / Ståpladser 410 kr. + gebyr.

Seal indspiller Teitur-nummer

ANNONCE