Nyhed

MUSIKVIDEO: Dua Lipa starter et nyt kapitel med dansevenlig single

Singlen kommer i kølvandet på annonceringen af verdensstjernes tredje studiealbum

Dua Lipa er endelig tilbage med ny musik siden den populære ”Dance The Night” fra Barbie-filmen. Verdensstjernen har teaset for det nye nummer flere gange, men nu er ”Houdini”, som sangen hedder, endelig ude.

Med til singlen følger en musikvideo, hvor Dua Lipa viser sine danse-skills i et dansestudie, hvor hun senere får selskab af en række andre dansere. I en pressemeddelelse fortæller Dua Lipa, at ”Houdini” markerer begyndelsen på et nyt kapitel. Det skriver Pitchfork.

”Nummeret repræsenterer de mest lette og frigørende dele af mit singleliv. ’Houdini’ er meget tongue in cheek (at sige noget humoristisk eller ironisk på en seriøs måde red.) og udfordrer idéen om, hvorvidt nogen virkelig er umagen værd, eller om jeg vil ghoste dem til sidst. Du ved aldrig, hvor noget kan føre dig hen, det er skønheden ved at være åben over for alt, hvad livet byder dig på. Jeg ser frem til at dele den følelse af trodsig lyksalighed med mine fans,” skulle Dua Lipa have udtalt i pressemeddelelsen.


Det nye nummer falder nogle måneder efter, at Dua Lipa afslørede et kommende tredje album, som udkommer i 2024. Det bliver i så fald første albumudspil siden det anmelderroste Future Nostalgia fra 2020. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs Nanna Jenner Jensen, som kaldte det ”maksimal dansegaranti”:

”Kort sagt tager Dua Lipa dig med en tur rundt på dansegulvet gennem de sidste fire årtier. Og hun formår at smelte lyden af kvindelige ikoner som Madonna, Kylie Minogue, Donna Summer og Olivia Newton-John sammen til en funky smeltedigel af moderne retro-pop og samtidig gøre det til sin helt eget udtryk,” lød det blandt andet i anmeldelsen.

Dua Lipa gjorde sig for nyligt bemærket ved at købe rettighederne til sine sange tilbage fra musikvirksomheden TaP efter mere end otte års samarbejde. Dua Lipa skiver sig dermed ind i en række af artister, som de seneste år har vundet deres musikrettigheder tilbage fra pladeselskaberne. Det mest kendte eksempel er Taylor Swift, der siden 2021 har genudgivet sine album i en ”Taylor’s Version”.


Se musikvideoen til Dua Lipas ”Houdini”

DUA LIPA-INTERVIEW: Popstjernen, vi alle har brug for lige nu


ANNONCE