Nøglemedlem af det legendariske halvfemserband kommer til landet i kølvandet på aflysning af genforeningsturné
Skuffelserne har stået i kø for fans af de store, stærkt politisk bevidste 90'er-band Rage Against the Machine de sidste par år.
Først blev deres planlagte, europæiske genforeningsturné i 2020 aflyst på grund af COVID-19. Og da de endelig kunne indlede deres længe ventede turné hjemme i USA i sommeren '22, kom forsanger Zack De La Rocha til skade få koncerter inde i turnéen, som efterfølgende blev aflyst helt.
Senere samme år kom det frem, at bandets bassist Tim Commerford har fået kræft - og for få uger siden annoncerede trommeslageren Brad Wilk på sociale medier, at Rage Against the Machine slet ikke kommer til at turnere igen.
Nu er der dog lidt godt nyt til danske fans. Rage Against the Machines guitarist Tom Morello er nemlig blandt den række af navne, som den københavnske festival Copenhell netop har annonceret til sommerens festival.
Siden Rage Against the Machines opløsning i 2000 har Morello plejet en produktiv solokarriere - først som medlem af supergruppen Audioslave, siden under aliaset The Nightwatchman og med gruppen Prophets of Rage og de senere år som solist i eget navn.
Morello, som også har spillet med Bruce Springsteen, besøgte senest Danmark i 2018, hvor han gav koncert med Prophets of Rage på Tinderbox-festivalen.
Blandt de øvrige, nye tilføjelser til Copenhell-programmet er The Hives, Uriah Heep, Orm og Hatebreed.
Prophets of Rage-guitarist giver sur fan svar på tiltale