Nyhed

Thomas Dybdahl til Roskilde Festival

Endnu fire navne tilføjet årets festivalprogram. To norske og to danske

I anledning af den igangværende by:Larm-festival i Norge, som GAFFA.dk beskrev tidligere på dagen, har Roskilde Festival offentliggjort fire af de nordiske navne, der skal optræde på festivalen til sommer. Og der er bestemt lækkerier i vente.

Det drejer sig nemlig om norske Thomas Dybdahl og 120 Days, og danske Band Ane og Dúné.

Thomas Dybdahl er en af nordens store sangskrivere, hvilket han til fulde har bevist med sin oktober-trilogi, og meget overbevisende koncertoptrædener. Dybdahl spiller langsom, akustisk musik, og med en blanding af sine amerikanske forbilleder og en personlig nordisk tone, har han skabt sit helt eget univers.


120 Days er et af de mest spændende nye norske navne i lang tid, og lyder på én gang som Kraftwerk-hjembyen Düsseldorf i 70’erne og Manchester i 90’erne, da rock og elektronik for alvor bød hinanden op til dans. Postpunkrock med elektroniske indfald.

Dúné behøver næppe nærmere introduktion, og det ville da også undre, hvis ikke de unge elektrorockende skibonitter skulle være en del af festivalprogrammet. Dúné hitter i øjeblikket med singlen "Bloodlines" fra deres kommende debut, og gav sidste år en imponerende koncert på Pavillion Junior.

Band Ane, der også spillede på Pavillon Junior sidste år, blev allerede i sidste weekend klar til festivalen, da hun vandt en Steppeulv i kategorien "Årets Håb", hvilket automatisk giver adgang til musikkens Champions League.


120 Days spiller i øvrigt i Vega i morgen, lørdag den 10. februar og på søndag på VoxHall i Århus, og der er stadig ledige billetter.

Roskilde Festival


ANNONCE