Guitarlegenden fra Led Zeppelin afslører turnéplaner i slutningen af det nye år
For kort tid siden mindede Led Zeppelin (billedet) os om sin fortsatte status som et af alle tiders mest vitale rockbands med udgivelsen af koncertfilmen Celebration Day. Og nu har det hedengangne bands guitarist Jimmy Page (til højre på foto) afsløret over for magasinet Guitarworld, at han planlægger en turné i eget navn ved udgangen af 2013.
- Ved denne tid sidste år var det faktisk min intention at være i gang med at optræde live på nuværende tidspunkt. Så det må udskydes indtil engang næste år, udgangen af næste år. Men jeg vil helt sikkert gøre det, udtaler riffmesteren bag sange som Whole Lotta Love, Black Dog og Heartbreaker.
Det er promoveringen af Celebration Day, som har tvunget Page til at udskyde planerne om en turné i eget navn. Filmen dokumenterer Led Zeppelins enkeltstående genforeningskoncert i London i 2007, og sendte for nylig adskillige af landets anmeldere helt op at ringe.
Således også GAFFAs Henrik Friis, som indledte sin anmeldelse af den kombinerede cd- og dvd-udgivelse med at konstatere: "Så talte alle rygterne altså sandt. Led Zeppelins enlige comeback-svale for fem decembre siden til ære for Atlantic-skaber Ahmet Ertegun var en storslået begivenhed".