Nyhed

Nye navne til P6 Rocker Koncerthuset

Yderligere fire bands er blevet offentliggjort til endagsfestivalen midt i december

Den 15. december sætter DR-kanalen P6 Beat fokus på musikken med et otte-timers musikarrangement i Koncerthuset. Det sker under navnet "P6 Beat rocker Koncerthuset" med 12 koncerter på Koncerthusets fem scener. DR har allerede offentliggjort syv navne, og nu kan DR annoncere yderligere fire grupper, nemlig albumaktuelle The Rumour Said Fire (billedet) samt Mellemblond, Saturnus og Synd og Skam.

Carsten Holm, radiovært på P6 Beat, er begejstret for de nye navne:
"At få Rumour Said Fire tilføjet til plakaten er ikke mindre end en appelsin i turbanen. Det er så sejt at kunne præsentere et af tidens bedste danske rockbands - og et af fremtidens største. Bandet er lige nu mere end klar på rampen og klar til at blive fyret af til toppen af den danske rockscene, og det kommer til at ske med et sådan brag, at det kommer til at gå over i historien," siger Carsten Holm.

I den noget tungere afdeling kan P6 Beat også præsentere metalveteranerne Saturnus, som P6 Beats metalekspert er særligt glad for:


"Med Saturnus på plakaten til 'P6 Beat Rocker Koncerthuset' har vi efter min mening sikret os et af de vigtigste danske metalnavne nogensinde. Bandet fejrer 20 års jubilæum i år og er en fast bestanddel af Sort Søndags mest ønskede bands i indslaget "Giro 666". Men Saturnus er ikke "bare" for folk, der elsker hård rock og metal. Både på deres albums og til deres sjældne livekoncerter leverer de den bro imellem metal og rock, som mange mennesker savner. Jeg ved, at bandet er i storform og jeg ser frem til en utrolig smuk og bevægende koncert".

Mellemblond er for tiden aktuelle med singlen "Et Øje", og Synd og Skam har for nylig udgivet debut-ep'en "Blafret Ør Af Kjoler". Begge grupper er eksempler på yngre danske rockgrupper med dansksprogede tekster – Synd og Skam er dog lidt mere støjende end Mellemblond.

Ud over de fire nye navne optræder When Saints Go Machine, Marie Fisker, Jakob Bellens, Christian Hjelm, rapduoen Ukendt Kunstner, Nikolaj Nørlund og engelske Jake Bugg. Den 12. kunstner afsløres på et senere tidspunkt.


 

Eventen varer fra klokken 19 til 3 lørdag den 15. december, og P6 Beats værter kan findes omkring på Koncerthusets scener. P6 Beat sender direkte fra Koncerthuset fra klokken 18 til 3, hvor lytterne kan følge med i live-uddrag fra samtlige koncerter. 

P6 Beat modtog i øvrigt sidste år GAFFA-Prisen "Årets Skulderklap" med følgende begrundelse:


"Årets Skulderklap er GAFFAs pris til en aktør, som har gjort en ekstraordinær indsats inden for musiklivet det forgangne år. Prismodtageren vælges af GAFFAs redaktion. Årets vinder er radiokanalen P6 Beat, for at have gjort en ekstraordinær indsats for musiklivet i år ved at lave en musikkanal for alle, der nyder toner, som ikke nødvendigvis banker til tops på hitlisterne og ved at levere grundig, dybdegående og kritisk musikjournalistik."

Næste Skulderklap bliver uddelt ved det store GAFFA-Prisen-showet på Bremen Teater 6. december. Læs mere på gaffa.dk/prisen

Billetter til arrangementet i Koncerthuset kan købes via Billetlugen.dk.

ANNONCE