Nyhed

Dommer giver grønt lys for plagiatsag mod Led Zeppelin

Retssag om, hvorvidt 'Stairway to Heaven' er plagieret eller ej, begynder 10. maj

Selvom det er 45 år siden, at Led Zeppelin udgav "Stairway to Heaven", er bandet beskyldt for plagiering i introen til deres sang fra 1971. Beskyldningen har nu ført til en retssag, som starter 10. maj. Sangen, der må siges at være et af rock-musikkens allerstørste numre, skulle nemlig – hvis man skal tro Michael Skidmore, repræsentant for den nu afdøde guitarist i Spirit, Randy Wolfe – have stor lighed med en sang af et andet 60'er-band, nemlig sangen "Taurus" af Spirit.

Det er den meget karakteristiske nedadgående kromatiske bevægelse i guitaren, som man mener, at Led Zeppelin har kopieret fra Spirit. Led Zeppelin turnerede med Spirit i tiden omkring tilblivelsen af "Stairway to Heaven", hvilket har bekræftet mistanken om plagiat yderligere. Michael Skidmore mener derfor, at Jimmy Page og resten af bandet skulle være blevet inspireret af kollegerne i Spirit, da de skrev kæmpehittet, der blev udgivet i 1971.

På trods af at denne bevægelse er en ganske almindelig og fast musikalsk vending, så forlanger Michael Skidmore altså, at Randy Wolfe og Spirit også skal krediteres for sangen.


Selvom advokaten Francis Malofiy allerede tilbage i 2014 udtalte, at han, på vegne af sin klient og guitarist i Spirit, Randy Wolfe, ville anlægge sag med krav om en ændring af krediteringen af sangen, så er det først nu, at sagen bliver ført for en dommer.

Den 8. april i Los Angeles afgjorde dommer Gary Klausner, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der – på grund af de to sanges ligheder og på trods af denne faste musikalske vending – altså er belæg for at føre den retssag, som begynder 10. maj i år.

Retssagen skal afgøre, hvorvidt Led Zeppelins Robert Plant og Jimmy Page kan beskyldes for krænkelse af ophavsretten.


Døm selv, hvorvidt Led Zeppelin har plagieret "Taurus" af Spirit her:

 

ANNONCE