Nyhed

LYT: Lowly slipper opløftende single fra kommende album

Det nyeste udspil handler om forældreskab

Tilbage i 2014 stiftede man først bekendtskab med den danske kvintet Lowly, men gennembruddet kom især i 2015 efter en koncert på Spot Festival. Blot en halv time efter showcase-koncerten i Aarhus tikkede en meddelelse ind fra det engelske pladeselskab Bella Union, hvor der stod, at de til enhver tid var klar til et samarbejde.  

Det tilbud takkede Lowly ja til. I 2017 udkom debutalbummet Heba, to år efter udkom Hifalutin, og i mellemtiden har gruppen også været nomineret til de prestigefyldte musikpriser Steppeulven og Nordic Music Prize.

Der er gået et stykke tid, siden der sidst har været nyt fra Lowly, men i dag bringer de godt nyt. Nummeret ”Keep Up The Good Work” er nemlig netop udkommet. Det er den første single fra gruppens kommende album, som kommer til at bære samme navn.


Gruppen fortæller i en pressemeddelelse, at det nyeste udspil er skabt under en række alvorlige livsbegivenheder og under lockdown-restriktioner:

“Vi kender hinanden rigtig godt efter otte år som venner, kollegaer og kollektivt skabende. Vi ved, hvad vi hver især går igennem i livet, og vi kan høre det i den musik, vi laver sammen; det er altid en personlig afspejling af os i det givne øjeblik. Man kan høre vi er blevet ældre, at vi har mere at fortælle”, fortæller Lowly og fortsætter:


”Under pandemien oplevede vi både glæden ved at få børn og sorgen over at miste mennesker, vi holdt af. Vi blev ramt af liv og død, hvilket måske virker ret banalt eller kliché at skrive om. Men netop af den grund tror vi, at pladen taler universelt og har potentialet for at resonere hos mange mennesker."

Da bandet, som består af Soffie Viemose, Nanna Schannong, Kasper Staub, Thomas Lund og Steffen Lundtoft, var i studiet, fik de idéen om at inddrage deres fans, sådan at de kunne få muligheden for at blive en del af albummet:

"Vi bad folk om at sende os optagelser af, hvad de ville sige til de mennesker, de holdt af, for at give opmuntring eller støtte. Vores DM's blev oversvømmet med positive affirmations og personlige historier om, hvad folk fortæller deres børn, venner og kære. Mange af dem er ganske enkle, men også effektive tanker at meditere over, i stedet for at fokusere på noget destruktivt, du ellers ville banke hovedet imod”, siger Soffie Viemose i en pressemeddelse.


Sidst, GAFFA så bandet live, var det en firestjernet oplevelse:

”En bundsolid aften med et dansk band, der har fundet deres egen lyd og fuldt fortjent er kommet langt ud over landegrænserne”.

LÆS OGSÅ: Lowly – Drømmende succeskvintet med politiske undertoner

ANNONCE